Den 8. oktober i år kan Køng Museum fejre 20-års jubilæum, og i den anledning fokuserer museet igennem hele sæson 2019 på hørproduktet anvendt i mange forskellige former. Den kommende udstilling viser, hvilken kreativitet kunsthåndværkere kan udfolde med hør.

 

Store værker i hør og papir af Birgitte Fløe
Gennem teknik og præcision forvandler Birgitte Fløe bemalet, foldet avispapir og hør til stramt komponerede vævede baner. Roden ligger i den nordiske tekstilkunst, men værkerne giver associationer til både japansk og afrikansk kultur.

 

Gennem 35 år har Birgitte Fløes kunstneriske udtryk udviklet sig med særlig vægt på ornamentik og farver. Det præger også hendes mange opgaver med totaludsmykninger af bygninger bl.a. til Næstved og Slagelse sygehuse og hendes kirketekstiler og farvevalg til kirkerum.

 

Et nyt spændende udtryk mellem håndværket væv og modedesign.

Med temaet ”BRUD” viser væveren Lotte Dalgaard og modedesigneren Liselotte Hornstrup værker af 100 år gammelt bornholmsk hør, der er fundet i en stor flyttekasse på Bornholm.  Udstillingen består af 4 værker, der vises på giner med en historie om ”BRUD”. Det vil sige Opbrud, Lovbrud, Bruddet og Granitbrud.

 

Klassisk vævekunst
Vævegruppen Niels Riff Andersen, Lise Troensegaard, Anne Madsen og Anne-Marie Bech er kendt for deres fine kvalitetsprodukter vævet i hør. De har gennem mange år udstillet deres kunsthåndværk flere steder på Sjælland, og de vil på udstillingen vise forskellige brugsting til boligindretning samt flere beklædningsgenstande.