Efterårsudstillingen “Fra Museets Gemmer” viser en helt unik samling af ting, der ikke har været udstillet før. Tingene hidrører dels fra Kongehusets samling af historiske linnedsager og dels fra Museum Sydøstdanmarks arkiver samt fra Køng Museums egne arkiver.

Alle disse historiske linnedsager har deres egne fortællinger. Igennem flere år har en studiekreds under Køng Museums Støtteforening arbejdet med Køng Fabriks historie, og i udstillingen vil disse undersøgelser blive brugt til at illustrere industrieventyret i Køng fra 1774 med fokus på de personer, der førte fabrikken frem til dens udnævnelse til Kongelig Hofleverandør allerede fra 1784.

Kongehuset var den helt store aftager af Køng Fabriks produkter. Christiansborgs talrige brande krævede fornyelse af hele beholdninger af linnedvarer og gav god omsætning for Køng Fabrik. Kongehuset bestilte brudekister til alle Christian den IXs døtre på Køng Fabrik, og Køng Fabrik leverede linnedvarer til Kongehuset helt op til 1924, hvor den sidste køngvæver sad i kælderen på Christiansborg og vævede.

Det var et stort ønske hos Køng Museums udstillingsgruppe at kunne vise nogle af de hørtekstiler, der var leveret til Kongehuset gennem næsten 150 år. I et brev til Hendes Majestæt Dronning Margrethe bad museet om tilladelse til at vise nogle af disse fine linnedsager, og museet fik Kongehusets tilladelse til at udvælge nogle linnedsager fra slottes linneddepot. Derfor vises på udstillingen nogle helt unikke linnedsager fra Amalienborgs eget museumsskab af historiske linnedprodukter.

På udstillingen vil et separat rum blive dedikeret de fine hørtekstiler fra Kongehuset. I et tilstødende lokale vil et eksemplar af den næsten 14 meter lange Kongedug med rigsvåbenet blive udstillet. Kongedugen blev genvævet i slutningen af 1950erne af væveren Solveig Hørbye og brugt af Kongehuset til Nytårstaflet indtil for nylig.

Mange lokale har doneret ting til Køng Museum, og disse vil også indgå i udstillingen, som løber fra 26. august  til 22. oktober.