Revideret oktober 2012 (ældre versioner udgår)
Noterne er oprindeligt udarbejdet af Per Ole Schovsbo og revideret af Holger Tillisch og Margit Baad Pedersen bl.a. på grundlag af Charlotte Paludans undersøgelser af fabrikkens tidlige tekstile produktion. Der er ikke tale om færdig historisk redegørelse, men om en status, der viser, hvor langt vi er kommet med arbejdet med de mange kilder. Efterhånden som vor viden øges, rettes noterne. Derfor er vi meget interesserede i at modtage kommentarer og supplementer, således at noterne kan ajourføres – og inspirere til at mange flere tager del i undersøgelserne.
1. Etableringen 1774-1783
1774: På auktionen over Vordingborg Rytterdistrikt den 27. september køber Niels Ryberg Øebierregaard, nummer fire på auktionslisten over de i alt 12 hovedgårde, alle med status som sædegårde, hvori rytterdistriktet var udstykket. Øbjerggård (283 tdr. hartkorn for 30.050 Rdl.) blev købt på auktionen på Vordingborg Slot efter bud afgivet af købmand, hofagent Ditlev Staal (1739-1798) som Niels Ryberg kautionerede for. Staal købte samme år Klintholm gods (med skøde 1777) der 1769 var udskilt (sammen med 4 andre) af det mønske krongods. Der udarbejdedes ekstraktskøde på Øbjerggård 20. maj. 1775 til Ditlev Staal og han tilkendegav 31. december 1778 at godset var købt il Niels Ryberg der fik sit skøde 3.5. 1779. Ud over hovedgårdslodden i Køng, Hammer herred, Vordingborg Rytterdistrikts Birk (senere: Vordingborg Søndre Birk) på 59 tdr. hartkorn, fri hovedgårdstakst, der blev tilvejebragt ved nedlæggelsen af bøndergårde (Kiøng Gaarde (1664: Kiønge Gaarde) nr. 1, 2 og 3, Koestræde nr. 12 og en del af Ring), var der bøndergods (224 tdr. hartkorn strøgods) i Hammer, Køng, Ring, Kostræde, Vordingborg og Vintersbølle samt rytterskolen og kirken i Køng. Særlige konditioner for 4. hovedgård: Beboerne i Køng Gårde må beholde de ved Køng By indhegnede vænger, Kollebækhus (Kyllebækhus) er bygget på Vester Egesborg bys grund, hvorfor ejeren betaler grundskat til Gavnø. Salgsprisen ansås for at være for høj, bla. fordi der ingen bygninger var på Øbjerggård.
Vordingborg Rytterdistrikt blev i forbindelse med Frederik IVs reorganisering af rytteriet i første del af 1700-tallet etableret (som et af i alt 12 distrikter i hele landet) på Den kongelige Vildbane i Vordingborg amt (Hoved Krigs- og Portions- Jordebog for det Wordingborgske Regiments Distrikts Ryttergods…inddelt fra 1. October 1719, Rigsarkivet – hertil kort tegnet af Willards 1720, Kort- og Matrikelstyrelsens arkiv). Forberedelsen af salget af ryttergodset omfattede bl.a. en opmåling foretaget af kgl. landinspektør Berner, der anviste bekvemme steder for anbringelse af bygninger, veje og jorder. På Øbjerggårds hovedlod skulle der være 11 marker, hver til 30 tdrs. udsæd. Der vil inden auktionen blive udarbejdet situationskort til hver af de 12 hovedgårde (originalkort over Øbjerggård med Berners forslag til veje grøfter og marker, opbevaredes 2000 i Øbjerggårds bibliotek). De fæstebønder, der afgiver jord til hovedgårdslodden må blive boende i gårdenes stuehuse og beholde dem og de tilhørende haver mod rimelig afgift til godset.
Under Frederik II mageskiftede kronen jordegods med de adelige herremænd og i Hammer herred således blev i 1571 en del strøgods (54 gårde)og 1577 Lundbygård lagt under Vordingborg len. Blandt strøgodset kan være hovedparten af gårdene i Køng. Målet var at få sammenhængende jagtdistrikter, såkaldte vildtbaner. Som den eneste i landet blev vildtbanen i Sydsjælland under Christian IV markeret med en grøft (1616) fra Kyllebæk til Tappernøje, begge steder med ledvogterhuse (Vildtbanegrøften er aftegnet på Videnskabernes Selskabs kort). Lundbygård kom imidlertid på private hænder, idet Svend Povlsen (Gønge) fik Lundgård tilskødet i 1666. 1716 blev gården imidlertid inddraget i det kgl. ryttergods under generalmajor Matthias Numsen. 1774 solgtes Lundbygård på samme auktion som Øbjerggård.
Syd for en mindre skov Kiøng Lund vest for voldstedet Lille Gurre fra 13. årh. (besigtiget i 1895 af direktør Henry Petersen, Nationalmuseets Middelalderafdeling, der meddeler, at Ryberg havde omdannet voldstedet til et lystanlæg med lysthus og bro, Antikvarisk Topografisk Arkiv, Nationalmuseet med litografi ”Lille Gurre” u. å.), lå 3 gårde kaldet Kiøng Gaarde, der udgjorde en særlig enklave, der måske har tilhørt en større fri gård før reformationen. Efter nedlæggelsen af disse gårde opbyggede Ryberg i 1778 Øbjerggård (jfr. brandtaksationen 1778) nord for Lille Gurre (efter stednavnet Øbjerg, der ses i markbogen og græsningsbogen 1682: Øebiergs aggere, Oebierg Mark og Oebierg Skov – jfr. konceptkort 1767-68 og rytterdistriktskort 1770-71). Eric Pontoppidan: Danske Atlas (1763-81) Tom. 3 kortet mellem s. 6 og 7 viser med landsbysignatur Kiønggaarde og den tilsvarende tekst (s. 87 og s. 110-123) omtaler en enklave, Kiøng Gaarde, der kunne have middelalderlige aner og fx knyttes til Lille Gurre. En nu glemt storbonde eller væbner har måske bygget såvel kirke som det faste stentårn i det 13.-14. årh. De ældste indsamlinger af oplysninger til Danske Atlas er foretaget af Peder Hansen Resen fra sidste halvdel af 1600-tallet (cf. Holger Tillisch, Øbjerggård). Matriklen 1664 nævner de tre Kønggårde, der sammen med hovedparten af sognet, tilhørte kronen, hvortil kommer adeligt strøgods.
Det er bemærkelsesværdigt at der netop på den smalle landtange mellem moserne mod øst og Dybsø fjord mod vest der forbinder det lave Sydsjælland med højlandet mod nord er opført et stentårn der kan have fungeret som fremskudt vestlig udkigspost for Vordingborg slot – og måske netop derfor miste sin betydning da kirken fik sit eget tårn i det 15. årh.
Stednavnet Køng første gang i Roskildebispens arkiv 1321-23: Kinge, 1327: Køynge, ca. 1376 Kyngæ, 1664: Kiønge, af gld. Ky “smal vej, kvægfold” + -ing(e), betydningen er derfor “stedet ved kvægfolden eller stedet ved, med, den smalle vej” (Bent Jørgensen: Stednavneordbog, Gyldendal – jfr. Præstø amts stednavne, Stednavneudvalget, Reitzels Forlag 1975).
Niels Berthelsen Ryberg (1725-1804) født i landsbyen Ryberg i Salling søn af fæstebonden Bertel Christensen og Vibeke Nielsdatter blev1765 gift med Margareta Dorothea Otte (1749-1767), datter af storkøbmand Frederik Wilhelm Otte (1715-1766) til Krisby og Dorothea Charlotte Reventlow, borgmester i Eckernförde, ejer af en linnedfabrik i Slesvig, der i flere perioder var Rybergs forretningsforbindelse og også havde været med til købet af Frederiksgave gods (nuværende Hagenskov, Sønderskov sogn) på Fyn i 1765 (skøde i 1767). Ryberg blev eneejer af Frederiksgave i 1772 (Wobeser und H. Fontenai: Eckernfördes Blütezeit und die Familie Otte, Eckernförde 1920). Det samme år (1772) købte Ryberg en stor gård i St. Kongensgade i København til kontorer til handelsfirmaet og til privatbeboelse. Ejendommen udvidedes 1783 med købet af naboejendommene og i 1791 købte Ryberg & Co pakhus og kajplads på Christianshavn.
Ryberg, der blev enkemand allerede i 1767 efter et par års ægteskab mens han var i fuld gang med at opbygge Frederiksgave, har næppe selv boet på Øbjerggård, der må være opført ca. 1778 som et symmetrisk bygningsanlæg, af bindingsværk, omkring en 6-kantet gårdsplads. Anlægget bestod af landbrugsbygninger (mejeri, kostald, lade, hestestald, hestetrukken smørkærne, svinestald, bryggerhus og gartnerhus, hvortil kommer bl.a. smedie og skovfogedhus) og havde ikke nogen hovedbygning. Forpagteren og godsinspektør Voelker boede i et “Vaaningshus” på 15 fag bindingsværk beliggende nord-syd, der omtales af Wedel 1806 og i synsforretningen fra 1825. Bygningssituationen er vist som croquis på matrikelkortet over Øbjerggård (original 1 opmålt 1791), mens en lidt anden bygningssituation er vist på matrikelkortet over Køng By (original 1, opmålt 1778), med den fremtidige udbygning af Øbjerggård, formentlig på grundlag af arkitektens eller landinspektørens projekt fra 1774.
En stor brand hærger Øbjerggård 1846. De to nordligste huse får kun ringe skade, mens hele avlsgården lægges i ruiner og genopføres i grundmur og kløvede kampesten året efter. Samtidigt bygges mod nord det første stuehus af grundmur i en etage med tegltag på 17 fag (16 alen bredt), forsynet med 2 skorstene og en fuld kælder sat af kampesten. Denne bygning fik 1864 en trappebygning mod syd med skiffertag. Ved en istandsættelse 1892-93 forhøjedes trappebygningen til et tårn og ved en større ombygning 1933 forhøjes hele bygningen til to etager.
Ejendommelig er det Rybergske anlægs strenge symmetri langs den nord-sydgående akse, der er foreslået af Berner ca. 1774 som en retliniet vej og siden blev til den nuværende allé. Aksen er lagt ud vest for den tidligere vej til Køng gårde gennem det sammenhængende fælles gadeområde. Allen kom tilmed ret tæt på det ene af Køngs to gadekær mod vest og fik sit udspring umiddelbart vest for den ældre rytterskole. De to bygningsanlæg, der afslutter alleen hhv. i nord og syd, er ned til mindste detalje symmetriske omkring denne akse. Selv spindeskolen er lagt symmetrisk overfor rytterskolen, der siden er nedrevet og erstattet af det nuværende forsamlingshus, der oprindeligt er bygget til kommuneskole. Den er formentlig bygget som kopi, ligesom den indmurede tavle, der har form som rytterskolernes tavler.
Rytterditrikskortene 1770-71 viser situationen før Rybergs tid. Køng by, syd for Køng gårde, består af en ret spredt gårdbebyggelse på det udyrkede fællesareal (kaldet Gaden) omkring gadekærene mod vest og øst. En central del af dette område får ved udskiftningen og den efterfølgende matrikel nr. 22 og her bygger Ryberg sin spindeskole, fabrik og hospital, men også en række andre bygninger, der kan være vanskelige at identificere. Landsbyen bliver således reguleret efter en fast plan, og de udstrakte fællesarealer bebygget med et antal huse på begge sider af den nye bygade. Vejene udenfor byområdet rettes ud og lægges i skellene mellem markerne, hvor de tidligere ofte førte på tværs af dyrkningsområderne.
Det er de samme træk der præger Rybergs fynske gods, Frederiksgave, hvis hovedbygning blev nyopført 1774-78 på det gamle voldsted af den københavnsk arkitekt, stadsbygmester Georg Erdmann Rosenberg. Og man kunne få den tanke, at Rosenberg også har tegnet situationsplanen til landsbyen og de rybergske anlæg i Køng og måske selve hovedbygningen på Gl. Øbjerggård. Det er et fornemt hus, opført af tidens bedste materialer (gule flensborgsten, ølandsfliser, gibsede lofter, etc.). Arkitektonisk er den beslægtet med hovedbygningen på Frederiksgave og står færdig 1781.
Også de middelalderlige kirker i Dreslette ved Frederiksgave og Køng ved Øbjerggård ombygges efter identiske ideer og tegninger hhv. 1785-86 og 1792-93. Arkitekten eller arkitekterne for disse ombygninger kendes ikke. Der er en ejendommelig lighed mellem disse tårne og Det hvide fyr (Gamle Fyr) på Skagen, der blev opført 1747 af arkitekt Philip de Lange. Det er 8-kantet og havde på den flade top en lukket lanterne så profilen har mindet om de to kirketårne der også kan siges at have en lanterne på en flad top. Kirken i Helnæs der lå under Frederiksgave, har formentlig fået sit gipsede loft i Rybergs tid ligesom pengeblokken (indsamlingsbøssen til de fattige).
Hvis det er rigtigt at der er en arkitekturmæssig forbindelse mellem Frederiksgave og Øbjerggård, vil situationsplanerne for Køng-anlæggene kunne være udarbejdet kort før 1778, hvor avlsgården til Øbjerggård opføres. Bygningen af det kombinerede herregårds- og fabriksanlæg finder med andre ord sted mellem 1778 og 1791. Ryberg tager fat på kirken i Køng i 1792 og hospitalet i 1793 (af bla. genbrugsmaterialer fra kirkens nedhuggede hvælvinger i skibet) samt 1795-1800 opfører nye fabriksbygninger på Vintersbølle Blegeri.
Niels Ryberg udnævntes 1759 til meddirektør ved De fattige Børns Opfostringshus i København og blev 1771-81 medlem af direktionen for Den almindelige Pleieanstalt, som fattigvæsnet nu kaldtes (tidligere en række stiftelser: Opfostringshuset, Vajsenhuset, Børnehuset og Sct. Hans Hospital). Ryberg overtog 1771 ledelsen af fabriksvæsnet og arbejdshusene i København. På Almindeligt Hospital (fattigvæsnets hovedsæde siden 1769) indrettedes et lærredsmanufaktur (1771-80) med spinderi og spindeundervisning ledet af John Gordon (fra Aberdeen i Skotland) der underviste drenge og piger i spinding på Almindeligt Hospitals skoler. Efter 1780 kom Gordon til Gudumlund, hvor han blev afsat 1786. Et hegleri og hegleskole (med den engelske heglemåde) under ledelse af Arthur Howden (1771 fra Irland), en trådfabrik under Nisbeth (fra England) der 1780 flyttedes til Lyngby og blev drevet af dem begge fra 1782. Et blegeri under James Hamilton Moore (fra Irland). Allerede 1779 kom Moore til Haderslev, herfra til Esrum og forlod Danmark i 1815.
Manufakturet i København var fra begyndelsen understøttet af staten. Der etableres 1774 et væveri i Lyngby med 30 vævere og en blegemølle med maskiner. Men Staten kunne ikke beslutte sig og først 1776 bekendtgjorde Finanskollegiet at Københavns Fattigvæsen slet ikke skulle have statstilskud, men ligesom andre kommuner selv måtte underholde sine fattige! (samme år som Ryberg skrev en betænkning til Kongen, se senere). Fabriksvirksomheden blev derfor standset 1780-81 med betydelig gældsætning til følge og sagen fik et retsligt efterspil. Direktionen, heriblandt Niels Ryberg, blev dog pure frifundet så sent som år 1801.
Fabriksinspektøren Christian Gottfried Voelker/Völker (1746-1819), født i Arnstadt, Thyringen, var med til at oprette et fattigspinderi i Husum 1772 og derefter leder af en glanslærreds- kattuns- og drejlsfabrik sammesteds (1773-77) inden han 1778 flytter til det Rybergske gods i Køng som inspektør for at virkeliggøre det rybergske industriprojekt, som måske var Voelkers egen idé. 1786 overtog Voelker hele administrationen af Øbjerggård gods (forpagter i 1798), Køng Fabrik og Vintersbølle Blegeri. 1787 blev Voelker i Kriseby ved Flensborg gift med Hedevig Margaretha Friederica Otte (1765-1829), datter af kancelliråd Johan Nicolaus Otte bl.a. til godset Kriseby, bror til Rybergs svigerfar (!). Matthias Lunding besøgte den nygifte Voelker i 1787 der med sin unge hustru boede i fabrikkens nye hovedbygning (Gl. Øbjerggård) “og har en behagelig Udsigt igiennem en Allee til Øberregaard”. 1788 fødte ægteparret Frederikke Ernestine Voelker, der døde ugift i Køng (18.4.) 1818, året før sin far.
Hedevig Otte har frem til 1823 forsat sin afdøde mands virke på fabrikken og var bosat i fabrikkens hovedbygning. Herefter købte hun Bakkegården ved Valby og boede hertil sin død i 1829. Det grundmurede sidehus mod syd, der er omtalt i synsforretningen 1825, er 1822 opført af den nye fabrikør Chr. Hansen mens hovedbygningen efter fru Voelkers flytning blev inddraget til det statslige fabrikskontor, værelser til vævere, rendestue og garnmagasin. Den senere fabrikør Petersen boede imidlertid i hovedbygningen mens fabrikør Chr. Hansens enke optog sidehuset.
Voelker lancerer ved sin ankomst til Køng det senere berømte Køngs Plaster, en begagtig masse fremstillet efter opskrifter fra Voelkers hjemegn i Sachsen-Thüringen. Det er en slags blyplaster, tilberedt ved kogning af mønje og olivenolie med tilsætning af kamfer. Plasteret blev i de følgende år produceret på fabrikken som en sideproduktion og har frem til vor tid været fremstillet af danske apoteker.
Høravlen går tilbage til oldtiden. Der findes flere sorter: Riga Kronhør som hører til Tærskehørren (Linum usitatissimum vulgare – fra egnen mellem Sortehavet og Kaspiske hav og den Persiske bugt) er hyppigst anvendt i Danmark, mens Vinterhørren eller den Romerske hør undertiden dyrkes i Sydeuropa og den Hvidblomstrede amerikanske hør i nyere tid også dyrkes i Danmark. Ved Næs ikke langt fra Køng har Sydsjællands Museum i Vordingborg fundet en vikingetidig boplads med værksteder til fremstilling af hørtekstiler. Palle Birk Hansen, Næstved Museum, har påvist en mulig linnedproduktion på Sct. Jørgensgård syd for Næstved i den ældre middelalder. Måske antyder disse oplysninger, at området mellem Næstved og Vordingborg gennem tiderne har haft en særlig betydelig høravl og linnedproduktion takket være de lave våde jorder tæt på kysten.
Rigahørren tåler hverken ret meget nattefrost eller langvarig hede og tørke. Den trives bedst i kystegne med rigelig tåge og dug. Jorden må ikke være sur, helst sandmuldet lerjord i brak (eller nyopdyrket) der ikke må være nygødet. Det kan godt lade sig gøre at lægge ud i hør ved at så græs og kløverfrø samtidigt med hørfrøet.
Hør kan ikke efterfølge afgrøderne byg, raps og hør. Hør efter hør kan kun lykkes efter 7-8 år.
Den bedste såsæd fås fra Riga, Holland eller Belgien. Bredsåning er bedst, ca. 6½ Skp. frø pr. Td. Ld. men er det taverne alene man vil satse på, er en tættere såning nødvendig (T. Westermann og H. Goldschmidt: Landmandsbogen, bd 3 s. 98 ff, København 1895)
1776: Niels Ryberg udarbejder en betænkning til Kongen (3. januar) om den videre udvikling af fabriksvæsnet i Danmark. Man kunne spare udenlandsk valuta, hvis man fremmer den hjemlige produktion af hør og hamp. Det var meget vigtige poster i den østersøiske handel på København.
1777/78: Voelker begynder at avle hør på Øbjerggårds brakmarker.
1778: Spindeskolen i Køng indvies men får først senere sin egen bygning (den grundmurede bygning er muligvis først taget i brug 1780 jfr. tavlen på bygningens facade) og igangsættes af Voelker for at fremme hjemmeindustrien (for 36 piger i alderen 4-10 år) og Ryberg sætter 2 drenge fra Frederiksgave i lære hos den engelske heglemester Arthur Howden (1743-1808) ved Almindeligt Hospitals Fabrik i København. 1779 starter Voelker Øbjerggårds 2. spindeskole i Ring i en bindingsværksbygning (for 25 piger) og i 1801 godsets 3. spindeskole i Vintersbølle. Spindeskolerne var en kombination af skole, opdragelsesanstalt og manufakturvirksomhed og agent Holck oprettede som den første i landet en række spindeskoler i København 1771 (de Holckske friskoler). Omkring 1816 standser spindeskolerne på Øbjerggård gods. Spindeskolen i Køng kommer i gang igen omkring 1820, indtil den lokale hørproduktion ophører i 1835. De importerede maskinspundne garner havde udkonkurrerede de håndspundne.
1778-91: Jorderne i Køng indrettedes til kobbelbrug og udskiftes 1783 bl.a. af landinspektør Berner. Dyrkningsfællesskabet ophævedes 1779-80 blandt Øbjerggårds fæstebønder og Ryberg lod hoveriet (bøndernes tvangsarbejde) afløse af en fast pengeafgift. Wedel nævner, at 2 af de 11 hovmarker efter 1798 blev inddelt til huslodder og bebygget med huse, de 3 marker blev forpagtet af bønderne og de resterende 6 inddelt i 13 marker. Køng Firgaarde er udflyttet og bygget af Ryberg 1786, skiver Lunding 1787. Det samme kan være tilfældet med Ring Firgårde nord for Øbjerggård. 1798 sælges en del af de udbyggede gårde, hvorved Øbjerggårds tilliggender reduceres. Processen er lang varig men endnu ikke tilstrækkeligt undersøgt.
Ryberg er siden i gang med at planlægge en kanal med sluser og dæmning mod stranden gennem et moseområde i Køng på 1 1/4 mil. Matth. Lunding fortæller 1787 om kanalen, at den var gravet for at udtørre en mose, der udgør 1200 tdr. land, for at gøre den duelig til eng og forbedre tørveskæret. (Målebordsblade og matrikelkort viser imidlertid to kanaler: en nordlig ved Køng å og en sydlig, der regulerer bla. Fuglebækken ud i Avnø fjord). Ved Store Weile Bro opførtes et særligt Slusehus på 9 fag i 1787 der fæstes ud med en række forpligtigelser bla. skal kanalen og sluseværket tilses og frigøres for is om vinteren (FØ -37r: 16.5.1787). Men Ryberg kan ikke få bønderne ved kanalen til at enes om udskiftningen. En følge heraf er at kanalen er i forfald 1805. Kanalen er vist på matrikelkortet over Øbjerggård (original 1 opmålt 1791). Tidligere havde man efter sigende fragtet tørv på pramme på kanalen fra mosen til fabrikken, gården og hospitalet.
Avnø blev landfast med Sjælland omkring 1845 takket være et afvandingsprojekt, der mere eller mindre tørlagde Svinø Nor. 1897 blev Køng å reguleret og forsynet med to store sluser som en videreførelse af det rybergske anlæg og i 1934 afsluttedes afvandingsprojektet med at Køng å vendtes om ved en pumpestation og kanal førtes ud i Avnø fjord i stedet for Dybsø fjord. Herved sænkes vandstanden i hele området flere meter og moserne kunne opdyrkes – men tørvegravningen og rørskæret forsvandt (cf. Holger Tillisch).
1780: Linnedspinderiet og -væveriet ved Plejeanstalten i København nedlægges, fordi statsstøtten ophører. De indkaldte eksperter fordeles til andre manufakturer, der var ved at etableres overalt i landet med kgl. understøttelse (i henhold til den kgl. Placat af 4.8.1780). Vævemesteren, John Gordon, der var født i Skotland, fortsætter således sin virksomhed under godset Gudumlund ved Ålborg og startede en grundskole for linnedvævere med statslig understøttelse.
1780: Næstved Patriotiske Selskab grundlægges 20. juni ved et møde i Bielkes Gaard bl.a. af Voelker, der vælges som skoleinspektør, mens amtmand J. R. Bielke bliver selskabets forstander. Ryberg bliver æresmedlem. Selskabet tildeles statsstøtte: 10 Rdl. for hver spindeskole til anskaffelse af redskaber, 20 Rdl. årligt til selskabets heglemester, 20 Rdl. årligt for hver spindemoder. Selskabet stiftedes således godt én måned før udsendelsen af den kgl. Plakat af 4. august 1780 der indeholder
en Generalplan for Linnedspinderiers oprettelse og udbredelse i de danske Provindser. Selskabet medvirkede ved opstarten af yderligere 13 spindeskoler frem til 1789.
1780: Niels Ryberg bliver udnævnt til Konferensraad bl.a. for sin indsats for spindeskolernes oprettelse (var 1758 udnævnt til Hofagent og 1770 til Etatsraad). Det var den højeste udnævnelse af ikke-adelige.
1781: Høravlingsinstituttet i Køng igangsættes. Det ledes af en hørmester med egen bolig der opføres 1785. Formentlig er det det samme hus der i synsforretningen 1825 kaldes Hørmesterens Hus. Her undervises i høravl og processerne frem til og med bragningen og skætningen, mens heglingen ledes af en heglemester, der fra 1782 er Johan Peter Steenbach. Det samme år indføres 6 hegler fra Skotland og året før omtaler Voelker en skættemaskine på Køng i sit brev til Chr. Martfeldt, Landhusholdningsselskabets sekretær. Det lader til at høravlen og heglingen herefter sammenlægges i det såkaldte hørinstitut.
1781: Væveriets to grundmurede vævebygninger (Litra A og B) og det endnu eksisterende stuehus bygges til væveseminariet (jfr. brandtaksationen 1784). Den vestre vævebygning (formentlig Litra B) var forsynet med trægulve og en vindfløj, med årstallet 1787, det år fabrikken blev leverandør til hoffet. I huset på den højre fløj (Litra A, med stengulve) fandtes, skriver Matth. Lunding september 1787, 14 væve. De 12 er til lærred og drejl, de øvrige til ret stift snøreliv. I Litra A er der 8 væve, hvoraf de 5 er almindelige drejls-væve, hertil en damaskvæv der betjenes af 2 personer og kan væve i op til 5 alens bredde (3,15 m). Endelig en drejlsvæv, ligeledes betjent af 2 personer. Den er forsynet med en flyveskytte, (formentlig indført i Køng i 1785), der sætter een person i stand til at væve op til 3½ alens bredde (2,2 m). På loftet under taget er der indrettet sovepladser til eleverne. Wedel skriver(1806) at der er ialt 21 væve i de to huse. Der var også et tredje væveværksted (Litra C) der kan være det ældste, men senere muligvis flyttet til Vævemesterens hus af bindingsværk, opført 1785 øst for det østlige vævehus.
Det grundmurede stuehus, Gl. Øbjerggård (senere kaldt Mesterhuset) projekteres oprindeligt med 2 lejligheder i stueetagen, kælder og værelser på 1. sal. Ved opførelsen 1781 indrettes formentlig kun én lejlighed (til inspektør Voelker ?), og huset får gipsede lofter (brandtaksationen 1784) og formentlig ganske rå vægge. Mod øst er træværket malet gammelrosa, i den vestlige ende er træværket malet mørk olivengrøn. Senere får husets nordlige rum i stueetagen og på 1. salen træpaneler og lærredstapeter (brandtaksationen 1796). Træværket males i en lysegrå farve. Måske kan denne ændring af husets indre kædes sammen med Voelkers ægteskab 1787 med Hedevig Margaretha Fredericia Otte.
1781: igangsættes linnedvæveriet (seminariet) i Køng og 1782 opføres et hus til en væver (9 fag ?) (22), der tager fat på oplæring af drenge til lærreds- og drejlsvævning efter skotske metoder, under ledelse af vævemester Ivar Christian Thorning (1763-), der var oplært på Plejeanstaltens Fabrik i København af John Gordon. Men først 1783 blev der tale om egentlig fabriksdrift. Wedel meddeler, at Vævemesterens Hus (11 fag = litra C?) er opført 1785 (opført i brandtaksationen for januar 1786, hvor huset ses at være af bindingsværk med tegltag).Voelker opgiver i 1786 omfanget og arten af væveriets produktion (der er steget efterhånden som vævene blev færdige til brug) i perioden 1781-86.
Heglemesterens Hus (9 fag) opføres formentlig ca. 1782 til heglemester Henning Schroll der har lært kunsten hos den engelske heglemester Howden. Han ernærer sig ikke kun ved at hegle for de to spindeskoler, men også for andre.
2. Kiøng Fabrik 1783-1820
1783: Linnedvæveriet Kiøng Fabrik igangsættes (den første regnskabsbog fra fabrikkens begyndelse er påbegyndt 30. oktober 1783). Der vævedes almindelig lærred og kun ganske lidt drejl. 1784 afløses Thorning af vævemester John Cochrane (fra Skotland), der indførte damaskvævning i Køng: 1. damaskmønster købt i England, tages i brug 1784 og de øvrige 4-5 mønstre i årene frem til 1789 (jfr. den bevarede kalkulationsbog).
H. Chr Bunkeflods spindeviser blev trykt 1793 på J. Chr. Rybergs foranledning og uddelt på spindeskolerne i Næstved Patriotiske Selskab, heriblandt skolerne på Øbjerggård gods. Det kan være Bunkefold der har formuleret inskriptionen på tavlen på Spindeskolen.
1784: Heglehuset opføres (11 fag og senere udvidelser – muligvis i to etager) på samme side af gaden som Spindeskolen. Der bygges senere et tørrehus med ovn der nedbrændte i 1786 og genopførtes (tegnet af Voelker til Landhusholdninsselskabet i 1810).
1785: Skættehuset opføres (20 fag), genopføres efter en brand 1786, og kaldes skiftevis bragehus og hørmølle. Det rummer hestetrukne skætte- og bragemaskiner omtalt af Voelker 1811-12 i Søndags-Aftens-Læsning. 1785: Spolehuset opføres (9 fag), skriver Wedel 1806. Det er formentlig senere omtalt som muremesterens hus. Fabrikkens murermester fæster et hus i 1787 (FØ-41v).
1785: Ryberg får bevillingen til Kyllebæk Kro fornyet og samtidigt tilladelse til at holde marketenderi og udsalg af fødevarer, lys og tran i Køng til arbejderne, da den nærmeste købstad ligger over to mil borte. 1797 søger Ryberg om at få lov til at flytte værtshusbevillingen fra Kyllebæk til Køng, men det afslås fordi den gamle kromand endnu har virksomhed ved Kyllebækken. Men der gives fortsat privilegium til værtskab og marketenderi i Køng by og Ryberg bortfæster et hus på 4 længer og 28 fag på livstid til Bent Henningsen fra Kostræde 7. januar 1797 (FØ-92r). Bent Henningsen må dog ikke holde siddende krohold i Køng.
Sagen tages op igen i 1801 og Ryberg får nu værtshusholderbevillingen i Køng under Øbjerggård (formentlig på matr. nr. 48a), samtidigt med at Kyllebæk Kro nedlægges. Kroholdet i Køng (9 fag bindingsværk og en sidebygning på 8 fag – skriver Wedel 1806) er ledsaget af marketenderibevillingen, der tillader salg af spise- og drikkevarer, tobak, lys, tran og olie til fabrikkens arbejdere. 1832 og 1849 fornyes bevillingerne, men det tillades ikke at udvide virksomheden med en egentlig høkerforretning i Køng (1849), fordi købstæderne ligger for tæt på.
Bent Henningsen afløses af Rasmus Pedersen (svigersøn) der fæster Køng Kro 1842 (FØ-184r), men har på det tidspunkt drevet den i hen ved 10 år.
1785: Ryberg udvikler væveriet i Køng og indfører hør og væveredskaber fra England og Tyskland. Ryberg forsyner flere spindeskoler med hør og redskaber men har også spindere og vævere i gang andetsteds, fx drev Køng Fabrik et linnedvæveri i Dragør fra 1788 til 1800. En del af lærredsvævningen blev 1785 udflyttet fra Køng til linnedvæverlaugets mester i København, Matthias Køhlert på Christianshavn.
1786: Ryberg søger tilladelse til toldfrit at indføre hør og materialer fra udlandet og får tilladelsen, begrænset til et bestemt kvantum hør til hver vævestol. Øbjerggård avler nu 31 td. land hør og forarbejder hele høsten samt lige så meget indført fra udlandet. Der er opført et bragehus (= skættehus med en hestegang der trak 3 maskiner: en bragemaskine, en skættemaskine og en stampemaskine), et hus til hegling og en fabriksbygning med 24 store og små væve samt et antal huse til arbejderne. Den samlede produktion fra spinderierne opgøres til godt 16.000 pund, mens væverierne har produceret ialt 27.660 alen lærred, drejl og damask, der tilsammen vejer godt 10.000 pund – eller 5 tons!
1786: Fabrikken beskæftiger 25 vævere, 9 heglere, 14 spolere og 3 andre arbejdere, foruden fabriksinspektøren og hans familie. Hertil kommer 370 spindere i Køng og omegn. Virksomheden er ledet af Voelker (der også varetager hørdyrkningen på Øbjerggård) og organiseret i Spinderiet (spindeskolen) Hørinstituttet (der med en form for statsstøtte underviser unge folk a 18 til 20 år i høravlen indtil den er heglet – jfr. Volker 1811), samt Væveriet. For at holde en væv i gang skulle 10-12 spindere producere garn, skriver Charlotte Paludan. På hver spindeskole produceredes garn til ca. to væve og der skulle mindst 10 spindeskoler til at holde fabrikkens ca. 20 væve i gang. Mærkeligt nok nævner Ryberg ikke blegeriet i Vintersbølle men Voelker skriver i 1786 at man sender de vævede stoffer fra Køng til maskinblegeriet i Haderslev. Charlotte Paludan mener at man på det tidspunkt også har bleget efter hollandsk metode på de græsklædte skråninger i Vintersbølle og sendt de finere varer til Haderslev, hvor de blev bleget efter de skotske metoder.
“Godthaab” (nuv. Christiansdal) ved Haderslev var ca. 1772 etableret som vandkraftdrevet blikfabrik af Tørninggårds forpagter, major Blechingberg. Det blev købt af staten 1780 og overladt til den irske blegemester John Hamilton Moore (der 1779 var blevet indkaldt til Plejeanstalten i København). Blegeriet kom i drift 1781 understøttet af staten og Moore fik 1784 overladt Esrum i Frederiksborg amt til et nyt blegeri, hvor han var forpligtet til at blege for staten og Gudumlund fabrik. Blegeriet i Haderslev fortsatte under ledelse af fuldmægtig Frigsted. Køng har formentlig fået sine finere varer bleget her indtil Vintersbølle (maskinblegeri/handelsblegeri) kom i drift omkring 1800, som omtalt af Wedel i 1806.
Ryberg har til og med 1786 investeret ialt 20.000 Rdl. i bygninger og inventar i Køng. Han søger imidlertid et lån på 40.000 Rdl. i 1786 af staten af den kapital der var stillet til rådighed for fabriksvæsnets udbredelse på landet og får 30.000 Rdl. bevilget til bl.a. opførelsen af et handelsblegeri i Vintersbølle formentlig på en skovpart, Ryberg allerede 1780 havde fået tilladelse til at forøge ved nedlæggelse af een af godsets gårde. Meget tyder som nævnt på at fabrikken siden 1781 har benyttet de sydvendte skråninger til blegning af lærreder, mens man fik de finere varer bleget på maskinblegeriet i Haderslev. I Vintersbølle var øjensynligt muligheder for at udnytte vandkraften til garnernes og stoffernes efterbehandling og samtidigt spare transportudgifterne til blegeriet i Haderslev, men opførelsen af blegeriet i Vintersbølle udskydes indtil 1795-1800.
1787: Fabrikken leverer dækketøj og sengelinned til det Kgl. danske Hof på Christiansborg. Voelker annoncerer i Adresseavisen december 1787 at Køng fabriks produkter er til salg hos Kræmmer Magnussen, Amagertorv 51, hvor varerne er i kommission. Hertil kom at produkterne fx også blev solgt i Vestindien og i Nordamerika, Takket være Ryberg og Co’s rederi- og handelsvirksomhed.
Hoffet og Christiansborg slot var gennem mange år gode kunder. Det gamle Københavns slot blev nedrevet 1731 for at give plads til det første Christiansborg der blev taget i brug 1740. Det brændte imidlertid 1794 med alle de fine linnedvarer som Køng havde leveret. Den kgl. familie flyttede ind i Moltkes Palæ på Amalienborg indtil den i 1828 kunne flytte ind i det 2. Christiansborg. Det brændte 1884 og igen gik det fine linned fra Køng tabt. Det tredje Christiansborg blev taget i brug i 1922 og der blev frem til 1924 for sidste gang leveret linned fra Køng Fabrik til slottet. Solvejg Hørbyes genvævning i 1956-63 af kongedugene fra Køng til Christiansborg var derfor af stor symbolsk værdi (Schovsbo 2012).
1787 ses indvævet en “Nordstjerne i hjørnerne” (cf. Charlotte Paludan 1989) der kan opfattes som et varemærke for fabrikken, da motivet også ses på Rybergs våben på skydebroderskiven fra 1783. Det symboliserer givetvis Rybergs handel på Færøerne og Island. Stjernen (eller en roset) ses også på Spindeskolens tavle i Køng.
1787: Køng er et miniature Christiansfeld, skriver Matth. Lunding i sin dagbog, hvormed han mener landsbyens mange ens huse med tegltag. Ud over væveriet beskriver han en hestegang der trækker 1) en bragemaskine (= brydemaskine) med valser til knusning af hørstænglerne ligesom sukkerrør, 2) en skættemaskine og 3) stampemaskine til behandling af fine hørgarner. Hertil en maskine “hvorpaa Kiæden slaaes”, en tørreovn samt “langt hende i marken et Huus hvor Garnet blev kogt med simpel Bøgaske”.
1789: Ryberg søger tilladelse til at indføre en hollandsk hørfrømølle, der kan være inspirationen til den oliemølle, der siden bygges ved Skættehuset. Den eksisterer endnu i 1825 i en særlig bygning nord for skættehuset.
1790: Køng Fabrik lejer et udsalgssted i Børsen i København indtil 1822.
1792-93: Ryberg ombygger kirken i Køng, på tårnets vindfløj læses “Niels Ryberg 1792”.
1791: Inspektør Voelker fæster Kirkejorden for at gøre forsøg med at forbedre dyrkningen. Alle omkostninger i den forbindelse betales af Ryberg (FØ- 69v, 30.11.1791).
1793: Ryberg opfører Køng Hospital på Køng Gade ved det store gadekær (fundatsen får kgl. konfirmation 1797 og læses ved Vordingborg Distriks Birketing 1799. Forbedringer og ændringer af bygningen 1806-1912: 1848: syv nye trægulve a 232 kvadratalen, 1850: nye døre til gade og have, ny brolægning, 1851: nyt loft, skillerummene nedtaget og opsatte påny, 1856: 9 fag nye vinduer, 1858: nyt brøndværk, 1863: nyt tagvindue af jern, 1874: 3 nye skorstenspiber og taget understrøget, 1875: nyt brøndværk, alle døre repareret, 1875: gavllejlighederne mod nord og syd er fugtige, gulvene brækket op og murværket suppleret med en ½-stensmur indenfor ydermuren, gulvene hævet ½ alen, 1879: der opsættes 11 nye spær, skråvalmene ændres til opretstående gavle, taget omlægges og de 6 gamle skorstene nedtages, 6 nye (9″ med stoleværk og renselemme) opføres, 1880: ny brønd sat, 1882: ny brøndvinde, 1884: en ny rørkakkelovn hvori tillige kan koges, 1893: et komfur, 1893: tørvehuset istandsat, 1899: en jernpumpe med rør – jfr. Margit Baad Pedersens notater fra Hospitalsprotokollen der siden er gået tabt).
1794: Ryberg har frasolgt så meget af Øbjerggårds tilliggender, at der er under 200 tdr. hartk. tilbage men han får tilladelse til at beholde sædegårdsrettighederne. Christian Hansen nyindretter i 1793-94 en væv til fremstilling af damask-drejl, en populær vare, der senere skulle få stor afsætning. Forbedringen medførte også at de høje engelske væve kunne erstattes af lavere, der kunne stå i bondehusene. Væven udstillet i Køng kan være bygget efter Chr. Hansens anvisninger.
1796: bestillingerne fra hoffet går ikke længere direkte til Voelker i Køng men gennem udsalget i København. Bestillingerne var blevet en økonomisk sikkerhed for fabrikken. Men garnproduktionen kunne ikke følge med og Ryberg måtte bede om toldfrihed for importeret hørgarn. 1800 så han ikke anden udvej end at nedlægge sine væverier på Amager på grund af mangel på garn.
1797: Der bygges formentlig to stampede lerhuse på fabrikkens område som eksperiment (beskrevet af Ole Hieron Mynster (red): Physicalsk, oeconomisk og medicochirurgisk Bibliotek for Danmark og Norge, bd 12 s. 210, København 1797 – og af Sv. Risum: Nordiske lerjordshuse, København 1959). Wedel omtaler det ene af husene i 1806, og skriver at det er opført efter Cointeraux Maade. Væggene er 16 tommer tykke og består af sammenstampet blåler med nogen jordblanding. Udvendigt er de afrappede med en blanding af kalk, glas, stenkul og sand som sikrer mod luftens påvirkning. Men da der er tale om to og ikke kun eet lerjordshuse (på hhv. matr. nr. 6,7 og 22). Kan et antal modstridende beskrivelser forklares (FØ. 110 v og 111r) oplyser Margit Baad Pedersen.
1798: 11. december får Ryberg tilladelse til at overføre sikkerheden for resten af statslånet fra 1787 (16.800 Rdl.) fra Øbjerggård og Køng Kirke til Køng Fabrik, således at han kan fortsætte med at sælge bøndergods fra. Fabrikken er 3.11. 1796 takseret til 23.430 Rdl. Der er samme år opført 7 afbyggerhuse og “10 skulle komme til” – af materialer leveret af Ryberg. Husene var til fabrikkens arbejdere og Ryberg indrettede en teglovn i Køng, der ved tørv brændte 70.000 sten årligt (Nyerup 1798 s 31 skriver at der brændtes 30.000 sten pr brænding). Wedel skriver 1806 at der i Rybergs tid på hovmarken og i Køng by er bygget 25 nye huse og i Vintersbølle 4 huse. 1832 omtales Køng Teglværk (i skiftet efter Peder Pedersen) og det må ligge det samme sted som Teglovnshuset på Køng Mark (matr. nr. 22c,b,e). Stedet fæstes senere af Hans Hansen og 1846 af fabriksbestyrer Sandberg (FØ-199r) der 1854 flytter til Vintersbølle.
1800: Ryberg udbygger blegeriet i Vintersbølle efter engelske forbilleder skriver Wedel 1806. Projektet igangsættes kort efter 1795 og der bygges et stuehus på 13 fag med vaskehus samt et tørrehus på 11 fag. I vaskehuset var der en vaskemaskine med et kar og to hamre drevet af et vanhjul. Senere fandtes også en stampe- og karlandermaskine til varernes efterbehandling. Blegeriet i Vintersbølle får 1795 sin første blegemester, Charles Burd fra Skotland. Blegemetodens udvikling gik meget stærkt i disse år. 1799 anvendte man således for første gang klorkalk til blegning (i Skotland).
1806: har Ryberg indhegnet 175 tdr. land til skov af bedste kvalitet. Der er allerede opsat 700 favne stengærder, og arbejdet fortsættes, skriver Wedel.
1802: Øbjerggård er nu kun på 32 tdr. hartk. og Ryberg meddeler Danske Kancelli, at han ikke så nogen grund til at beholde rettighederne til sagefald og skifter, og han stillede ikke krav om nogen erstatning for dem. Ryberg har solgt bøndergodset fra og reduceret hovedgårdslodden samtidigt med at fabrikken er udbygget, kanalen gravet, kirken ombygget og hospitalet etableret. Samlet er værdien næppe forringet, men Øbjerggård er ændre fra hovedgård til en gård med en stor fabrik, der endnu ikke har givet det forventede afkast. Senere ejere har ved køb øget hovedparcellen (til nu 42 tdr. hartk. – 320 ha.) og tilbagekøbt en del bøndergods, samtidigt med at industrivirksomheden sygnede hen og forsvandt.
1804: Niels Ryberg dør og ejendommene overgår til sønnen, Etatsraad Johan Christian Ryberg (1767-1832 ) til Flenstofte hovedgård i Dreslette sogn (fra 1799).
1807-14: Den engelske blokade medfører at importen af råhør bliver standset, samtidigt med at produktionen af hjemlig hør nedsættes, fordi bønderne indkaldes til militærtjeneste.
1808: stiftedes Selskabet for indenlandsk Kunstflid og Johan Christian Ryberg (fabriksdirektør 1797 i Commercekollegiet med bestalling som agent) var medlem og hans hustru, Engelke Charlotte Falbe, udtalte sig i selskabets skrift som sagkyndig bedømmer af hørkvaliteter. Den unge Ryberg udtaler senere, at hvis høravlen skulle vente nogen rask fremgang, da måtte forarbejdningen lettes ved maskiner. Det er baggrunden for maskiniseringen der omtales i Søndags-Aftens-Læsning 1811-12.
1809: Næstved Patriotiske Selskab indstiller sin virksomhed.
1811-12: Voelker fortæller om den rybergske hørmølle og tørreovn (Søndags -Aftens-Læsning): Hørren brydes paa Møllen, som drives ved heste og paa samme bliver den og skiættet. … Kan Hørren tørres ved Solen og i Luften, da foretrækkes dette. Ellers har jeg et hvælvet Huus, hvorudi staaer en stor Jern Bilæggerovn; der tørres Hørren, og derfra bæres den til Bragning og Skiætning,… Tørreovnen er tegnet af Voelker til Landhusholdningsselskabet i 1810.
1813: Ved statsbankerotten lider det Rybergske handelshus svære tab på grund af lån til staten, der ikke indfries. Det danske pengevæsen bryder sammen og handelshuset taber store likvide midler og må 1819 optage statslån med pant bl.a. Flenstofte, Frederiksgave, Øbjerggård og Køng Fabrik. Lånet kan imidlertid ikke indfries fordi den oversøiske handel er svækket på grund af Englands blokade. Det Rybergske handelshus går derfor fallit 1820. J. C. Ryberg afgiver 1820 Flenstofte til staten men fortsætter med at administrere Frederiksgave og Øbjerggård frem til 1824 (jfr. Fæsteprotokollen).
1814-15: en meget stor levering af garniturer til hoffet i forbindelse med det forestående bryllup mellem prinsesse Caroline og Prins Christian af Hessen. Leveringen skete, skønt brylluppet blev aflyst, på grund af prinsens død (1814).
3. Kgl. Linnedsmanufaktur paa Kiøng 1820-36
1820: Fabrikken overtages af staten (for prioritetsgælden) og videreføres 1820-36 under navnet Det kongelige Linnedsmanufaktur paa Kiøng og drives 1820-24 gennem Rentekammeret, mens godserne drives af J. C. Ryberg frem til april 1824, hvor rentekammeret autoriserer Rasmus Sørensen som fuldmægtig på Øbjerggård (FØ-165v). 24.11. 1824 overtager Comissionen for de kgl. Uldmanufakturer administrationen af Øbjerggård og Køng Fabrik (FØ-167v). Kongen ønskede at man anvendte dansk og ikke importeret hør, så der blev sat ind på at ophjælpe spinderiet. Spindehuset kom i gang igen og Høravlingsinstituttet forsynedes med nye redskaber, ligesom blegeriet i Vintersbølle moderniseredes.
1821: Fabrikken har 30 vævestole i gang og 100 personer beskæftiget, fortæller C. F. Bruun i sin rejsedagbog (Præstø Amts Årbog 1946 s. 317) og fortsætter: Produktet er godt men dyrt. Christian Hansen er fabriksmester (fabrikør) og hørren avles på stedet. Der udsås årligt 20 tdr. hørfrø. Hørren spindes af omegnens bønder.
1825-29: Fabrikken lagt under Directionen for de militære Uldmanufakturer (herved optoges en synsforretning af Fabrikken og Øbjerggård gods, LA) og der indføres nye teknikker. Et antal nye bygninger til fabrikken opføres 1825-27. Nye vævere blev rekrutterede blandt værnepligtige reserver af landmilitsen, som derved fritoges fra militærtjeneste.
1825: ved direktionens tiltrædelse blev fabrikkens udsalg i København overtaget af grosserer H.C. Duus på Gl. Strand og efter hans fallit 1830 overtaget af den tidligere fuldmægtig, Ole Ferdinand Olsen, der flyttede linnedsudsalget til Integade (nr. 3) ved Strøget, nuværende Bremerholm under navnet Firmaet Kiøng Fabrik.
1826: Fabrikken har nu 52 vævestole med 7 jacquardmaskiner, men kun de 31 er opstillet i fabrikkens 4 værksteder. De øvrige står i udflytterhuse i Sallerup og Køng, hvor de også arbejder for andre end Køng Fabrik.
1827 (og 1829): får fabrikken bestilling på betræklærred til vægbeklædning på det nyopførte Christiansborg Slot. Christian Hansen får Johan Ludvig Ehlert som undermester.
1829-36: Fabrikken under egen bestyrelse: Commissionen for Øebjerggaard og Kiøngs Fabrik og damaskvævningen genoptages bl.a. med, jacquardmaskiner der ved en form for hulkort styrer mønstervævningen, til erstatning for de gamle trækvæve.
1831: Fabrikken beskæftiger ca. 480 spindersker i Køng og omegn. Øbjerggård bortforpagtes i 9 år til Sørensen.
1832: Hans Peter Petersen bliver fabriksmester. Hørmester Schroll bor i hovedbygningens sydøstlige værelse, mens Petersen bor i salen på 1. sal (Voelkers lejlighed) har kontor i stueetagen stuen vest for indgangen. Enken efter fabrikør Hansen bor i sidebygningen. Værelserne mod sydvest omtales som hhv. garnmagasin og rendestue (efter rendetråde: trend).
1833: Fabrikken fejrer 50 års jubilæum som væveri og har 53 vævestole, heraf 8 med jacquardmaskiner. Køng er nu Danmarks største jacquardvæveri. Nogle år senere (1837) får Køng Fabrik en maskine til at slå mønsterkort til jacquardmaskinerne.
1835: Leverancerne af lokale hørgarner til fabrikken ophører, Spindeskolen lukker og anvendes af fabrikkens spolepiger som spole- og rendehus. De maskinspundne garner var af så god kvalitet og lav pris, at de håndspundne garner ikke kunne følge med.
4. Kjøng Fabrik 1836-1924
1836: Fabrikken og Øbjergaard sælges til propr. Christian Ludvig Klingberg, der bortforpagter fabrikken til ejeren af Køng Fabriks udsalg, Ole Ferdinand Olsen i København, mens den lokalt bestyres af Peter Ferdinand Sandberg (1808-83, svendebrev som væver i Køng 1827, fabrikør Hansens svigersøn).
Der ses i perioden flere ændringer på fabrikken, fordi man ikke længere producerede sine egne garner: Heglehuset udlejes til beboelse i 1848 til Jens Jørgensen (FØ-228r). Hørmesterboligen udlejes i 1848 til hørmester Jørgen Nielsen, som i flere år har beboet det og i 1862 lejer skomager Clausen den ene halvdel (FØ-229r og 262v).
Blegeriet i Vintersbølle forblev under staten fra 1836 til 1851. Ole Ferdinand Olsen udbød i 1840 aktierne til et aktieselskab (der opløstes i 1842) der skulle drive linnedfabrikken videre i Dragør eller København. Man havde oven i købet lejet lokaler til garnkogeri på Christianshavn. (Festskrift for Nykøbing Falsters Sparekasse 1828-1928 s. 74; Axel Nielsen 1944 bd. 3,2 s. 121 ff.) men da planerne mislykkedes købte Olsen selv fabrikkens bygninger, væve og maskiner fra Øbjerggaard og i 1851 også Vintersbølle Blegeri. Blegeriet udvidedes med væveri, stalde, friboliger til væveriets arbejdere, mm. Den tidligere inspektørbolig, kaldet Mesterhuset (nuv. Gl. Øbjerggård) forblev under Øbjerggård.
1852: Fabrikkens bygninger og hovedværksteder flyttes til blegeriet i Vintersbølle (evt. med navnet Ny Kjøng Fabrik) mens fabrikationen af hørlærred gennem nogle år fortsatte i vævernes egne hjem i Køng. Fabriksmester Sandberg flytter til Vintersbølle og væveribygningerne i Køng nedrives, materialerne køres til Vintersbølle. Området ved Gl. Øbjerggård bortforpagtes i 50 år til hørmester Hans Jensen. I Gl. Øbjerggård (Mesterhuset med udhuse) boede 5 familier. Spindeskolen er opdelt i 2 lejligheder (FØ-25lv). Fordelene ved flytningen af hovedvæveriet var, at transporten mellem væveri og blegeri kunne spares og samtidigt kunne vandkraften udnyttes til at drive fabrikkens maskiner mere effektivt, end hestekraften. Fabrikken har 25-30 væve opstillet til damask og drejl og havde omkring 40 medarbejdere.
Foruden kongehuset, leverede væveriet også tekstiler til Hotel d´Angelterre, Hotel Kongen af Danmark og Det forenede Dampskibsselskab. Da kronprins Frederik (senere Fr. VIII) skulle giftes med svenske prinsesse Louise, leverede væveriet duge, servietter og håndklæder, vævet af Peter Apel og hans nevø. Fabrikken leverede også brudeudstyr til Chr IXs døtre, Dagmar og Alexandra.
1861: Ole Ferdinand Olsen overdrager fabrikken til sin søn Christian Olsen (gift med P.F. Sandbergs datter, Laurine.) og P.F. Sandberg der 1872 afløstes som vævemester af sin søn Christian Frederik Sandberg (1842-). Sandbergs part af fabrikken solgtes til Christian Warhuus (Olsens svigersøn). Det engelske værksted med kortmagasin på loftet byggedes efter 1873. Det nye danske værksted byggedes 1884-85. P. F. Sandberg (søn af C.F. Sandberg, 1875-) har levende skildret virksomheden i Vintersbølle i Fra Barndommens Land, 1951.
Fabrikken vinder førstepris for damaskduge ved udstillingerne 1872 og 1888. Men herefter kommer nedgang i salget af varerne i den skarpe konkurrence med maskinvævede varer fra Chrome & Goldschmidt og Wessel & Vett.
Olsen og Warhuus solgte 1891 fabrikken til Christian F. Sandberg med den klausul at han kun må levere til Kjøng Fabriks linnedudsalg i Integade i København, ejet af Chr. Olsen. Samme år oprettede Sandberg Vintersbølle Sommerpensionat i stuehuset til blegeriet med plads til ca. 25 gæster.1900 døde Sandberg og hans enke Maren Sandberg (-1921) drev fabrikken i få år under mestersvend Niels Jensens ledelse, men solgte den i 1906 til Frk. Ida N. Suhr til Petersgaard.
Fabriksanlægget er afbildet på Christian Olsens skydebroderskive (Det. kgl. kjøbenhavnske Skydeselskab) fra 1875 (Charlotte Paludan (red): Damask og Drejl, København 1989 pl. 5).
1906: Fabrikkens drift ophører. Frk. Suhr indlemmer området i Petersgaard Skovdistrikt og stiller Blegen med tilhørende bygninger til rådighed for Vordingborg Landsogns Rekonvalescenthjem, der åbnede her 1915. Men fabriksudsalget i København blev videreført af Chr. Olsen og fik vævet hos gamle køngvævere, der nu havde overført dele af værkstedet fra Vintersbølle til Dragør: Hans Peter Apel og Gustav Herman Schultze (1854-1926) der da boede i Kastrup.
Fire af Dragørværkstedets damaskvæve flyttedes til et kælderrum på Christiansborg Slot hvor Schultze frem i 1920’erne vævede på den sidste ordre til slottet.
1924: solgte Chr. Olsen Køng Fabriks restvarelager til grosserer Chr. Erichsen i Pilestræde. Hermed ophørte Kjøng Fabrik.
5. Kunsthåndværk 1924-
Væveren Gerda Henning, der have haft kontakt med Schultze fra 1922, købte den mindste af damaskvævene til sit værksted på Gl. Kongevej, siden i St. Pedersstræde. Schultze fulgte med og arbejdede hos Gerda Henning i over 3 år indtil sin død i 1926.
Gerda Henning etablerede 1927 Kunstindustrimuseets væveskole i samråd med Vilhelm Slomann. Damaskvæven fra Køng kom derfor til Kunstindustrimuseet og fulgte med da væveskolen i 1930 blev en del af Kunsthåndværkerskolen. Efter Gerda Hennings død 1951 blev Schultzes damaskvæv skænket til Købstadmuseet Den gamle By i Århus. De øvrige er gået tabt med undtagelse af jacquardmaskinerne, der i tide blev overtaget af Gerda Henning, og endte deres dage som reservedele på Kunsthåndværkerskolen.
Køng Fabrik leverede således damaskvævninger i hen ved 20 år efter lukningen af fabrikken i Vintersbølle. Men takket være Schultze og Gerda Henning fik Køng Fabriks traditioner stor betydning for uddannelsen af mange kunsthåndværkere frem til efter 2. verdenskrig. En del af fabrikkens mønstre er videreført af moderne væverier, bl.a. Georg Jensen i Kolding.
Væversken Solvejg Hørbye, Næstved genvævede 1956-63 for Haandarbejdets Fremme 7 såkaldte kongeduge med rigsvåben, der oprindeligt var produceret på Køng Fabrik fra 1865 til taflerne på Christiansborg Slot. De blev bestilt i anledning af Dronning Elizabeths IIs besøg i 1957 og blev med nogen forsinkelse afleveret til Dronning Ingrid. Vævekonsulent Grete Hvalkof Andersen, Odense var konsulent på opgaven som hun senere har beskrevet i en udførlig beretning der nu befinder sig på Køng Museum (Schovsbo 2012).
6. Køng Museer 1993-03
1933: Hans Chr. Sonne, dansk-amerikansk bankier, overtager Øbjerggaard og køber 1938 Gl. Øbjerggaard tilbage og overdrager i 1952 Gl. Øbjerggård til Holger Tillisch, der bliver medejer af Øbjerggård i 1974. Gl. Øbjerggård (matr. nr. 22a), Køng Hospital (matr. nr. 22d) og Spindeskolen (mat. Nr. 22c) fredes i 1945 (klasse B).
1956: Sonnes svoger, H. W. Tillisch overtager Øbjerggaard. Man påbegynder ca.1975 restaureringen af Køng Hospital. 1990 gennemfører Arkitektskolen i København en undersøgelse og dokumentation af Gl. Øbjerggaards hovedbygning.
1993: Den selvejende institution Køng Museer etableres af Holger Tillisch, Eva Jørgensen, Vagn Nielsen samt Birthe Helth. Restaureringsarbejderne fortsættes og Spindeskolen erhverves i 1995. Gl. Øbjerggård genindvies efter endt restaurering i 1999 og den første museumsudstilling åbnes maj 2000.
Schultzes damaskvæv er i 1999 udlånt af Den Gamle by til Køng Museer og opstillet i Rendestuen på Gl. Øbjerggård. Den er formentlig bygget efter fabrikør Chr. Hansens anvisninger fra ca. 1794. 30 år senere blev væven suppleret med n jacquardmaskine.
7. Køng Museum 2003-
Køng Museer blev i løbet af sommeren 2003 lagt ind under Sydsjællands Museum i Vordingborg, hvorved driften og vedligeholdelsen af Gl. Øbjerggård (der ejes af Rosenfeldt gods) sikredes af et fast kommunalt tilskud. Øbjerggård Hospital (de facto ejet af Rosenfeldt gods) står foran en videreførelsen af den i 1975 påbegyndte restaurering. Spindeskolen der ejes af Køng Museums Støtteforening, bliver restaureret 2012 ff. af arkitektfirmaet Arp og Nielsen takket være fondsmidler.
Øbjerggårds ejerrække:
1774: Ditlev Staal, Stubbekøbing
1779: Niels Ryberg til Frederiksgave
1804: Johan Christian Ryberg (søn) til Flenstofte og Frederiksgave
1820: Staten
1836: Christian Ludvig Klingberg
1840: Augusta Klingberg (enke)
1845: Frederik von Buchwald til Anneberg
1854: Carl Valdemar von Buchwald (søn)
1887: (enke)
1889: J.W. C. Krieger
1913: Aage Faye
1918: Brødrene Knud og Valentin Hansen
1920: J. Brabæk
1925: Udstykningsforeningen for Sjællands og Fyns stifter
1926: W. Kjær
1931: Johs. Emil Nielsen
1933: Hans Christian Sonne
1956: Henrik Wilhelm Tillisch
1974: Brødrene Holger og Erik Tillisch
1995: Oscar Peter Oxholm Tillisch til Rosenfeldt
Anvendt litteratur:
Begtrup, Gr. 1803: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Sjelland og Møn, bd. 2, s. 114-116, 161-165, 463-464. København.
Borris, Philipp 1941: Sagnet omkring Kongsø (Køng). Præstø Amts Aarbøger.
Dalgaard, Hanne Frøsig 1980: Hør som husflid, s. 27-34, København.
Dansk Biografisk Leksikon 1979-84, bd. 1-16. København
Danmarks Kirker/ Præstø Amt: Køng kirke: 1933-35. 2. halvbd. s. 810-818, København.
Danske Slotte og Herregårde 2. udg. 1963-68 – Øbjerggård: bd. 5 s. 325-330 – Flenstofte: bd. 9 s. 81-88: Hagenskov (Frederiksgave): bd. 9 s. 89-104. København.
Danmarks større Gårde 1961, bd. 5, Præstø, Maribo og Bornholms amter, Øbjerggård s.139-140. København.
Hansen, Jørgen Devald (har oversat og bearbejdet tekst af Aslå Weihe:) 2011: Ryberghandelen på Færøerne. Køng.
Holmgaard, Jens 2001: Niels Rybergs flugt. Fortid og Nutid 2001 s. 52-56. København.
Jacobsen, Anne-Marie og Inga Halldorsdottir (red.) 2010: Fortællinger fra Vintersbølle. Vordingborg.
Jensen, Margit Baad 1975 se Petersen, Margit Baad.
Jensen, Verner 1997: Nyråd, landsby og købstad. Kulturhistoriske Studier. Vordingborg 1997.
Jørgensen, Eva, Birgit Rasmussen og Per Ole Schovsbo 2009: Køng Museer 1999-2009. Vordingborg.
Klint, Kåre 1951: Gerda Henning. Håndarbejdets Fremme 1951 nr. 3 s. 89. København.
Lütken, O.D. 1839: Præstø Amt. København.
Mangor, C. 1782: Efterretninger om Næstved Patriotiske Selskab. Næstved.
Mynster, Ole Hieron (red.) 1797: Physicalsk, oeconomisk og medicochirurgisk Bibliotek bd. 12, s. 210-212. København.
Nellemann, Aksel H. 1966: Den danske skoles historie. København.
Nielsen, Axel (ed.) 1943: Industriens historie i Danmark bd. II. København.
Nilsen, Jesper Herbert 1995: Gammel Øbjerggård. Kulturhistoriske Studier. Vordingborg.
Nielsen, R. 1926: Næstved Patriotiske Selskab. Præstø Amts Aarbøger.
Nygård, S. (red): Kronens Skøder paa afhændet og erhvervet Jordegods i Danmark [1535-1765] bd. 1-5, Rigsarkivet 1892-1955.
Petersen, Margit Baad 2001: Næstved Patriotiske Selskab. Liv og Levn. Næstved Museum.
Paludan, Charlotte 1979: Matthias Lundings rejsedagbog, 1787. Kulturminder, 3. rk. Bd. 2. København.
Paludan, Charlotte 2003: Køng Fabrik1774-1804. Kulturhistoriske Studier. Vordingborg.
Paludan, Charlotte og Bodil Wieth-Knudsen (red.) 1989: Damask og Drejl. København.
Rasch, Aa 1964: Niels Ryberg 1725-1804. Århus.
Rasmussen, R.P. 1940: Almindelig Hospitals Historie 1769-1892. København.
Rawert, O.J. 1850: Kongeriget Danmarks industrielle Forhold fra de ældste Tider indtil Begyndelsen af 1848. København. Genoptryk Industrimuseet i Horsens 1992.
Rom, N.C. 1871: Den danske Husflid. København.
Sandberg, P.F. 1951: Fra barndommens Land, (stencillat), Duplika, Viby J./ Århus.
Schovsbo, Per Ole 1998: Øbjerggård og Køng Fabrik. Kulturhistoriske Studier. Vordingborg.
Schovsbo, Per Ole 2001: Historien om en fabrik. Skalk nr. 4. Højbjerg.
Solvang, Gunnar 1994: Grevindevæveren på Køge Museum. Køge Museum 1994.
Søndag-Aftens-Læsning nr. 11, 1811 s. 41-43, nr 16, 1812 s. 61-62, København. [Et kobberstik udført af Ole Olufsen Bagge efter tegning af Hr. Hansen over Hørmøllen på Køng kan 1812 købes hos bl.a. den Gyldendalske Boghandel for 2 Mark. Kobberstikket er ikke fundet i Kgl. Biblioteks billedsamling eller i samlingen af kobberstik på Statens Museum for Kunst].
Trap 4. udg. 1921: Danmark. Præstø amt. København.
Trap 5. udg.1955: Danmark. Præstø Amt. København.
U. forf. 1781: Efterretninger fra en Reisende om Indretningerne saavel med et Linnetspinderie, som fornemmelig med Agerdyrkningen paa Öeberregaard i Sielland i Wordingborg Amt. Ålborg.
Vestergaard, F. 1975: Salget af Vordingborg Rytterdistrikt med et kort rids af dets tilblivelse. Præstø Amts Aarbøger.
Wedels L.M. 1806: Indenlandske Rejse igjennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser….i Aarene 1799-1804. Odense.
Utrykte kilder:
Det meget omfattende utrykte kildemateriale er ikke gennemarbjdet endnu, hvorfor den anførte liste ikke er komplet. De mest omfattende undersøgelser af dette materiale er hidtil gennemført af Charlotte Paludan, Margit Baad Petersen, Bodil Madsen (vedr. fabrikkens historie i Vintersbølle) og Per Ole Schovsbo.
De almindelige kilder til fabrikkens historie er bl.a.:
– Ministerialbøgerne (kirkebøgerne) fra Køng Sogn, Hammer herred. Bevaret fra 1812 i RA.
– Folketællingslisterne fra 1787, 1801, 1834, 1840, 1845, 1850 mfl. RA.
– Brandforsikringernes taksationsprotokoller, LA.
– Skøde- og panteprotokoller, Vordingborg Søndre Birk. LA.
Fabrikken indtil 1820:
En række spredte arkivgrupper i fx Erhvervsarkivet i Århus hvor Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs arkiv befinder sig. Rybergs privatarkiv (Frederiksgave Godsarkiv) i Landsarkivet for Fyn, Næstved Patriotiske Selskabs arkiv i Landsarkivet for Sjælland, centraladministrationens arkiver fx fra Commercekollegiet i Rigsarkivet, udskiftnings- og matrikelkort i Kort- og Matrikelstyrelsens arkiv, Øbjerggårds Fæsteprotokol (FØ), Øbjerggårds Godsarkiv (fotokopi i Køng Sognearkiv)mm. Fabrikkens første regnskabsprotokol er bevaret i Rigsarkivet og der er bevaret en del af fabrikkens produktion fx på Det danske Kunstindustrimuseum i København, og en væv, udstillet på Gl. Øbjerggård, der er udlånt af Den gamle By i Århus. Arkæologiske og bygningshistoriske undersøgelser i Køng (gl. Øbjerggård, Spindeskolen og Øbjerggårds Hospital) har bidraget med væsentlige oplysninger. Øbjerggårds vestfløj (Kavalerfløjen) fra 1778, hvor Voelker boede indtil Gl. Øbjerggård blev indrettet til beboelse, er endnu bevaret. Bygningens indre er imidlertid væsentligt ombygget i midten af 19, årh. Østfløjen er også fra 1778 og det oprindelige mejeri. Skovfogedhuset nord for Øbjerggård kan ligeledes være fra Rybergs tid. Der er rejst mindesten for både Ryberg og Voelker i Køng. Den første står nu foran Gl. Øbjerggård, den sidste står endnu på den oprindelige plads i Øbjerggårds skov ikke langt fra Skovefogedhuset og dammen med den rhododendronbevoksede ø, anlagt i det 20. årh. af familien Tillisch.
Fabrikkens historie 1820-36:
Fabrikken var i denne periode ejet og drevet af staten, hvorfor der er bevaret et meget stort syns- og regnskabs- og korrespondancemateriale fra Centraladministrationen i Rigsarkivet, der belyser såvel frabrikken i Køng, Øbjerggård gods som Blegen i Vintersbølle. Sidstnævnte forblev jo i statens eje indtil 1851. Undersøgelsen af dette materiale er en gigantisk opgave. Af den tekstile produktion er der bevaret en del på Det danske Kunstindustrimuseum og en jacquardmaskine fra perioden er nu udstillet på Gl. Øbjerggård sammen med den gamle fabriksvæv, udlånt af Den gamle By i Århus.
Fabrikkens historie 1836-1924:
En række spredte kildegrupper, hvor fx dagbladsannoncer, kataloger, etc. ikke er undersøgt systematisk. Sandbergs erindringer er sammen med arkiv- og genstandsmaterialet i Sydsjællands Museum de væsentligste kilder. AF fabrikkens produktion er der til gengæld bevaret en betydelig del bl.a. på Det danske Kunstidustrimuseum, Kgl. danske Hof, Sydsjællands Museum, Vordingborg, Næstved Museum samt i de kejserlige samlinger i Sct. Petersborg og de royale britiske samlinger. Der gennemføres i disse år vigtige registreringsarbejder af bygningsfundamenter, vandmølleanlæg, mm i Vintersbølle, der udføres af en lokal arbejdsgruppe i samarbejde med Anne Marie Jacobsen (født Apel), Vintersbølle Skole. En af opgaverne er at videreføre det restaurerede Beværterhus (Maren Apels gamle bolig). Det er det sidste hus fra fabrikkens tid i Vintersbølle.
Udvalg af utrykte kilder i kronologisk orden
RA: Rigsarkivet
LA: Landsarkivet for Sjælland mm.
Landgildematriklen 1664. RA.
Konceptkort målt 1767-68. Videnskabernes Selskab, Kort- og Matrikelstyrelsen, København.
Rytterdistrikskort 1770-71. Kort- og Matrikelstyrelsen, København.
Situationskort udarbejdet af landinspektør Berner i forbindelse med salget af 4. hovedgård i
1774 (der anviser bekvemme steder for anbringelse af bygninger, veje og jorder). Øbjerggård.
Fæsteprotokol for Øbjerggård 1775 (FØ). Øbjerggård (fotokopi på Køng Sognearkiv).
Udskiftningskort: original 1 (opmålt 1778, prøvet 1806), original 2 (tegnet 1817, kopieret 1860) Kort- og Matrikelstyrelsen, København.
Niels Rybergs ansøgning til Commercekollegiet 7.11. 1786. RA.
Christian Gottfried Voelkers beretning (bilag) 31.12. 1786. RA.
Fundats for Øbjerggaards Hospital af 15.6. 1796, kgl. konfirmation 23.6. 1797, læst ved Vordingborg Distrikts Birketing 9.5. 1799. Den tilhørende protokol for hospitalet(1806- 1912, læst og analyseret af Margit Baad Pedersen ca. 1975) befinder sig formentlig i Rosenfeldt godsarkiv.
Synsforretning 1825. Vordingborg Søndre Birk. LA.
Elevrapport fra Kunstakademiets Arkitektskole 1990. Kunstakademiet, København..
Arkæologiske sonderinger omkring Gl. Øbjerggaard 1997 -1998. Ved Per Ole Schovsbo, Køng Museer.
Kortbilag til disse noter
1) Konceptkort opmålt 1767-68. Videnskabernes Selskab. Kort- og Matrikelstyrelsen.
2) Udsnit af udskiftningskort over Køng By fra 1778. Kort- og Matrikelstyrelsen. Kortet har syd opad.
3) Udsnit af udskiftningskortet over Øbjerggård fra 1791. Kort_ og Matrikelstyrelsen.
4) Udsnit af moderne topografisk kort. Kort- og Matrikelstyrelsen.