Møde på Køng Museum
9.11.2025
Et forskningsprojekt vil tage form
Deltagere i mødet var Linda Klitmøller, Ulrikka Mokdad, Karis Rasmussen samt fire medlemmer af Museets bestyrelse, Bente, Bodil, Johnny og Annelise.( Lisbeth og Flemming havde en markedsstand at passe), og formanden er stadig sygemeldt.
Linda havde inviteret bestyrelsen for at informere om det forskningsprojekt, hun som etnograf forestår i samarbejde med Karis fra Køng væveskole og billedkunstner Ulrikka fra Københavns Universitet.
Igennem længere tid har disse tre kvinder arbejdet på at formulere en råskitse til et projekt , der i hovedtrækkene handler om damask, dens beskaffenhed, mangfoldighed, dens udbredelse, dens håndværkssmæssige ophav og meget mere Alle mulige vinkler på emnet er vigtige, blot vil det bestandigt være med Køng som omdrejningspunkt, netop fordi Køng Fabrik lader til at befinde sig højt på kvalitetsskalaen.
Karis har udover sin store forskningsinteresse et naturligt forhold til Køng , og Ulrikka er ved sit engagement i Køngtæppet blevet dybt interesseret i både damask fremstillingen generelt, men også den, der udsprang fra Køng. Linda har utallige forskningsprojekter bag sig og har stor erfaring med museumsdrift i Sønderjylland. Hendes viden om tekstilforskning og konservering må karakteriseres som værende på ekspertniveau. At hun nu tilbyder sin tid og sin viden på at stå i spidset for et projekt omkring damask i Køng, var ikke noget vi som bestyrelse kunne modstå.
Visionerne i DSI for den fremtidige udvikling af Køng Museum har i flere år strittet i alle retninger. Forsøg på at finde fælles fodslag omkring en udviklings-retning har ofte endt i ærgrelse og mismod, fordi formanden havde tendens til at gå enegang med tiltag, der ikke havde bestyrelsens opbakning.
I en institution som Køng Museum, der drives af frivillige, er arbejdsglæde og medindflydelse altafgørende. Uenigheder skal der kunne tales om og findes løsninger på, og derudover er gensidig tillid og respekt grundlæggende vigtigt.
Bestyrelsen tog i dag en afgørende beslutning: Vi gav Linda Klitmøller rygdækning til at færdigformulere sit forskningsprojekt og søge fondsmidler til at finansiere den efterfølgende implementering.
Hvordan denne beslutning vil indvirke på fremtiden for Køng Museum:
John Holmers ideer om at få indrettet vandrehjem i det gamle hospital har vi skrottet, dels fordi bygningen tilhører Tillisch-familien, og ingen har realistiske planer for, hvordan det skal kunne foregå.
Vi er glade for, at Tillisch har givet tilladelse til, at der bliver sat tagrender op på museet og foretaget omløbsdræn. Han har også givet tilladelse til, at loftrummet kan isoleres og gøres mere brugbart. Oprindelig havde vi troet, at vi kunne indrette loftet til opbevaring af de fine gamle damaskduge. Vi er dog nu af Linda gjort opmærksom på, at det vil være en kortsigtet glæde, for på sigt vil tekstiler blive beskadiget af at være i nærkontakt med træ. Hvis vi vil gøre det bedste for dugenes langtidsholdbarhed, bør vi opbevare dem på et dertil bygget tekstil-lager-hotel, hvor de kun tages ud for at blive analyseret. Inden da, skal de så selvfølgelig være gennemfotograferet af en professionel fotograf, således at vi ad digital vej kan opdatere og modernisere vores museumsudstilling.
Referat: Annelise