I 1786 fik Niels Ryberg 30.000 rdl. af staten til bl.a. opførelsen af et blegeri i Vintersbølle efter engelske forbilleder. Der er ikke noget der tyder på, at der har fundet blegning sted før 1790. Blegeriet er opført ca. 1795 og udbygget ca. 1800.
L.M. Wedel skriver (1799-1804): Rybergs prægtige Blegeri … i Vintersbølle er indrettet en bleg efter den engelske måde – bestående af et stuehus på 13 fag, et tørrehus på 11 fag i 2 etager, en vaskemaskine … Se nedenfor.
I Vintersbølle blev det vaskede linned hængt til tørre i et tårnlignende tørrehus med pyramideformet tag med lemme, der kunne åbnes til alle sider, så vinden kunne blæse igennem. Efter tørring blev tøjet kørt ud til bleg på særligt konstruerede børe.
Vandkraften fra Kulsø og Hulemosesøen gjorde det muligt at drive 5 møller ved Vintersbølle å. Sidste vandmølle, inden åens udløb i Storstrømmen, blev bygget til brug for blegeriet. En dæmning brugtes til at opstemme vandet i Møllesøen, således at man ved at hæve og sænke stigbordet kunne regulere vandstanden i søen og mandmængden til vandhjulet. Vandhjulet blev brugt til at drive vanskemaskinerne. Dæmningen med hullet til stigbordet kan stadig ses på stedet.
I vaskehuset (et stuehus på 13 fag med vaskehus og et tørrehus på 11 fag i 2 etager, alt i bindeingsværk med strå) var der en vaskemaskine med et kar og to hamre drevet af vandmølle ns hjul. På et senere tidspunkt fandtes en stampe- og karlandermaskine til varernes efterbehandling. Vandhjulet drev også rullemaskinerne. Senere i 1852, da væveriet var flyttet til Blegen, brugte man også vandkraften til at drive spolemaskinerne.
På Vintersbølle Bleg (et trekantet stykke eng- og græsområde midt i Vintersbølleskoven med direkte adgang til Vintersbølle Bugten) blev linnedet lagt ud til blegning på de store græsskråninger. Denne plads var ganske idéel for et blegeri. Fra bugten stod med vestlig vind den friske søluft ind, og skoven på bakkerne beskyttde mod støv fra landet, samtidig med at den holdt på fugtigheden og gjorde luften rig på ilt. Hertil kommer, at sollyset er blevet reflekteret fra vandet i bugten og gjorde blegningen effektiv. I kanten af lærredet var der trukket en række stropper, hvorigennem der blev stukket små træpløkke, således at vinden ikke kunne rulle stykket rundt. Hvis der ikke var regn i vente, skulle lærredet stænkes.
Det udspændte linned blev om dagen overvåget af to store lænkehunde, som var af en gammel dansk, gul race. Om natten blev der ført tilsyn af nattevagten. Han havde et lille hvidt kalkstenshus nede på Blegen. Nattevagten var udstyret med en pigstav og et tudehorn, som han ofte tudede i for at gøre opmærksom på, at der var en vagt på Blegen, så ingen vovede sig for tæt på.
Nu skulle solen og lyset klare blegningen. Der blev dog også brugt kemikalier til blegningen. I 1799 anvendte man for første gang klorkalk til blegning (i Skotland). Der er i tidens løb i f.eks. Tyskland blevet brugt læsket kalk med meget vand, dette blev dog forbudt ret hurtigt. Derefter benyttede man sode, klorkalk, saltsyre og svovlsyre for at forkorte blegetiden. Dette var dog for farligt pga. dampe, gasser o.l. På et senere tidspunkt tog man de forskellige syrer op igen, idet der blev lavet udluftning og ventilatorer samt højloftede arbejdsrum. Vi er endnu ikke bekendt med, hvilke midler, der er anvendt på Blegen.
Omkring 1870erne beskrives det, hvordan vandhjulet driver en stor valserulle og rubbemaskine. På dette tidspunkt var nogle af fabrikkens største kunder DFDS, Hotel D’Angleterre, Hotel Kongen af Danmark og det danske hof. De ting, der blev fremstillet på Blegen var igennem mange år blevet solgt i en lille butik i en sidegade til Strøget.
Omkring 1879 er tørretårnet ikke længere i brug, det vides ikke præcist, hvornår det ikke blev anvendt mere. Efter at man ikke brugte tørretårnet, blev der bygget en lang tørrebygning – det såkaldte “nye tørrehus”. Drejl og damask blev, efter at være kogt, vasket og blånet i vaskeriet i anden omgang, ophængt til tørring i huset. Tøjstykkerne kunne ofte være mange alen lange, og der var således flere duge i eet stykke. De måtte hænge højt oppe for ikke at nå til gulvet. Der var af den grund et galleri oppe under loftet, forsynet med tværbroer, så blegerikonerne kunne komme til at hænge tøjet, netop som det skulle. Tøjet blev højst op i en såkaldt bærebør, der altid var skinnende ren, ved hjælp af et håndsving.
P.F. Sandberg skriver bl.a. i “Fra barndommens land”, at blandt blegerikonerne husker han Maren Per Pers eller Pæsen, som hun kaldtes, fordi hendes mand, der var væver, hed Per Persen, men kaldtes Per Pæsen. Endvidere nævner han Marie Christensen fra Nyråd og Kristiane Fonsbech, hvis mand Per Fonsbech i årtier var knyttet til vaskeriet. Per Fonsbech gik nede i vaskeriet med den uldne kabus på hovedet både sommer og vinter og det store sækkelærredsforklæde og de hvide uldstrømper smøget op over bukserne. Han gik som alle andre med træsko. I vaskeriet gik Per foran, både når der fra de murede fyrhvælvinger fyredes under de store indmurede kobberkedler, og når tøjet kogtes. Vaskerimændene gik oppe på nogle brede tremmebænke og stødte tøjet ned i kedlerne med stænger efterhånden som det kogende og boblende vand bragte det op til overfladen. Når det var kogt tilstrækkeligt og havde ligget sin tid på tremmebænkene for at drive af, kørte Per og de andre blegerimænd det på deres børe ud på engen, hvor det fik den første omgang bleg. Derefter kom det atter ind og fik en omgang i rubbemaskinen for så at blive blånet i de store trækar i skyllestuen, hvilket arbejde blev udført af blegerikonerne, som derefter hængte det op i tørrehuset som før omtalt. Her blev alle lemmene lukket op, og nu strøg den iltrige luft lige igennem og gjorde det hvidere og hvidere for hver dag. Til slut blev det så rullet på den store rulle.
I Chemnitz købtes en stor glitte – fabrikkens imponerende strygejern. Denne blev stillet op på 1. sal i det store nye stenhus ved siden af vaskeriet. Den bestod blandt andet af to store valser, der var lavet af en slags papirmasse. Imellem disse var der en tyndere, skinnende blank stålvalse. Med glitten fulgte en lille, mørk sachsist montør, der skulle stille den op. Han boede i det røde hus hos P.F. Sandbergs forældre.
Kilder:
P.F. Sandberg: Fra Barndommens Land
L.M. Wedels: Indenlands Rejse igjennem de betydeligste Egne af de danske Provinser
Dr. W. Kind-Sorau: Das Bleichen und Merzerisieren vor Flachs
Lokalhistorisk Forening for Vintersbølle/Nyråd v/Bodil Madsen
Artiklen er afskrevet efter Lokalhistorisk Forening for Vintersbølle/Nyråd “Orientering om Vintersbølle Bleg” (august 2002).