af Lærer J. Th. Jensen, Sallerup
Nedenstående artikel er bragt i “Sydsjællands Venstreblad”, 33. Aargang Nr. 300B, Julen 1938
For en Tid siden omtalte den, som skriver disse Linier, i et Radioforedrag den gamle sydsjællandske Linned-Industris første Begyndelse med de to Spindeskolers Oprettelse i Køng og i Ring paa Øbjerggaard Gods ved Køng, og paapegede ved den Lejlighed de Fortjenester, som Køng Fabriks Grundlægger, Konferensraad Niels Ryberg og hans Godsinspektør Christian Gotfried Voelker indlagde sig ved deres utrættelige Arbejde for at finde Udveje til en Forbedring af de fattiges Kaar og for en Højnelse af Almuens Kultur og Moral. – Her skal gives nogle Oplysninger om Resultaterne af deres Bestræbelser.
Fattigdommen blandt Landalmuen i hine Tider – i Kronprinsens Regeringstid – var stor, ja saa stor, at vi i vore Dage og i vore i saa mange Henseender mere trygge Kaar vanskelig formaar at gøre os nogen tydelig Forestilling herom. – Dr. C. Mangor skriver i sin Bog “Efterretninger om Nestveds Patriotiske Selskab” (1782) om Fattigdommen, at Betlernes Antal i Købstæderne er stort, paa Landet meget større; 30.000 Husmænd og Inderster, i det mindste deres Koner og Børn, kan slaas an til Betlere. Befolkningen i Danmark er paa den Tid 1100.000, og man kan regne med, at omkring ved en Ottendedel af Landets Indbyggere er Betlere, det vil sige, at Almisselemmernes Antal bliver 137.000; er man nu saa tolerant at fraregne en Tiendede, som er Krøblinge eller uhelbredeligt syge, saa bliver der dog 124.000 Betlere til Rest – et uhyggelig stort Tal i en tid, hvor Fortjenstmulighederne for næsten alle andre end Handelens Folk, og da især for Landalmuen, er saa uendeligt smaa.
Og Mangor giver et rystende billede af, hvad Fattigdommens Følger kan blive: “De flestes Gang er: Først Mangel paa Arbejde og Fortjeneste, deraf Lediggang; derved Betleri; dernæst Liderlighed, d.v.s. Uopdragenhed, hvoraf følger Horeri og Tyveri”. – “Forunderligt!” siger han. “Alle raaber i vore Tider paa Bondestandens Oplysning og paa Landsbyskolernes Forbedring, ret som de vilde gøre hver Bondeby til Academi, men maa de og betænke, at man læser ej med Eftertanke, naar man har en sulten Mave? Skaf først Bønderne noget at æde og siden at læse. Forbedre først hans Vilkaar i Almindelighed, og han skal nok faa mere Lyst til at erhverve sig Kundskaber.”
Den Maade, hvorved Bondens, d.v.s. Landalmuens Kaar i det hele skulde kunne forbedres, var efter visse Hjemvenners eller Patrioters Anskuelse Oparbejdelsen af en lønnende Hjemmeindustri, til hvilken man tog sit Forbillede i den skotske Lærredindustri og den færøiske Hjemmespinding af Uld. – Nu var Uldspinding – i hvert fald paa Sjælland – som Hjemmeindustri i større Omfang ikke mulig; Faareholdet var paa Sjælland foreholdsvis ringe, uagtet Jorderne udenfor Hovedgaardsmarkerne i Almindelighed var meget slet dyrkede, og en Forfatter paa den Tid falder i Forundring over, at Bønderne lægger saa stærkt Vind paa Fædriften, mens de dog rettelig maatte søge deres bedste Fortjeneste i Jordens forbedrede Dyrkning; og adskillige Forslag til forbedrede Dyrkningsmaader og nye Produkter fremkommer fra lærde Folk og fra interesserede Landøkonomer. Blandt disse nye Produkter er Kartoflen og, især, Hørren.
Den første, vi her i denne Egn af Landet kender som Foregangsmand paa dette Omraade, er Grosserer, senere Konferensraad, Niels Ryberg paa Øbjerggaard i Køng, der som Forstander for Plejeanstalten i København faar den Idé at lade Plejebørnene beskæftige ved Hørspinding. Det vilde dog ikke gaa; men ved de indvundne Erfaringer lærer han alle de Hindringer, Vanskeligheder og Fejl, som var Skyld i, at hans Forsøg paa Lærredsfabrikkers Anlæg i København slog fejl; og da er det, at Inspektøren paa Øbjerggaard, Christian Gotfried Voelker, fremsætter den Anskuelse, at Linnedfabriker bør ikke være i Hovedstaden; de skal findes ude paa Landet, dér hvor Hørren avles, og hvor den ganske naturligt ogsaa beredes. Men den videre Behandling kniber det mere med, for hvem forstod sig vel til nogen Ordentlighed paa den Kunst at spinde Hør, Hørspinding var nemlig et meget krævende Arbejde, som forudsatte stor Øvelse og Færdighed, naar Traaden skulde blive fin og jævn; en indgaaende Fortrolighed med Raavarens Kvalitet var ligeledes ganske nødvendig, naar der af Spinderen skulle skønnes om, hvorvidt en Vare egnede sig til 2 – 3 eller maaske 6-traadet Spinding.
Inspektør Voelker sad inde med de fornødne Kvalifikationer. – Voelker var Tysker, født i Sachsen 1746, men fra ganske ung levede han i Holsten og paa Sjælland, og Mangor mener ikke, at man i nogen Maade kan betragte ham som noget andet eller ringere, end det han virkelig er: en god dansk Mand og Patriot. Danmark havde mer end 20 Aars Hævd paa ham. Ingen kunde tro om ham, at hans egen Fordel og Forsørgelse er Hoveddrivfjederen hos ham, uden den, som er vant til at tænke nedrigt om alle. Voelker lærte Linnedhandel, og herunder naturligt ogsaa Hørspinding, mens han levede i Holsten; og Mangor skriver beundrende om ham, da han tager sin Livsgerning op paa Øjberggaard – den Gerning, der skaffer ham Navnet “Menneskehedens Velgører” – at han i disse Tider, hvor Handelen har saa stor Fremgang, langt lettere vilde kunne skaffe sig et godt, ja overflødigt Levebrød ved sit Fag, end her hvor han af Omsorg for de arme ikke kan se nogen sikker Fremtid imøde. Enhver maatte da glæde sig over, at Regeringen havde besluttet ikke at lade denne Enthusiasme udslukke ved Næringssorg. – Allerede meget hurtigt indlægger han sig for øvrigt Ry for en vis Indsigt i Lægekunsten; Mangor vil dog paa ingen Maade beskylde ham for at kvaksalvere paa sine Medmennesker, “saa de døde deraf”; tværtimod var Voelker overmaade forsigtig i sine Raad til syge. Han havde Ord for at vide gode Raad mod grasserende Skarlagensfeber, og hans Køngsplaster er vidt berømt – vel den Dag i Dag.
Da Niels Ryberg opretter sin Spindeskole i Køng, er det, at Voelker fatter sin store Plan: at gøre Hørspinding til en dansk Hjemmeindustri; og han begynder med selv at oprette Spindeskolen i Ring.
“Nogle lastede hans Foretagender”, hedder det, “fordi de ej forstod dem; andre, fordi de var vant til at laste alting – en ikke ukendt Foreteelse selv i vore Dage!
Der var dem, som spurgte, hvorfor Bønderne egentlig skulde tjene flere Penge; det kunde jo ikke nytte, eftersom de jo bare drak dem op. – Nu er det vistnok sandt, at Drikfældigheden i de Tider var slem; men Mangor gendriver disse Skumlere paa en sjælden nøgtern og forstaaende Maade, der i høj Grad minder om Holbergs: “Folk siger nok, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker!” – I fem Punkter tager han Bønderne i Forsvar, idet han til Beskyldningen mod dem, at de drikker, erklærer, for det
1ste: De fornemme drikker jo ogsaa.
2det: Bonden drikker de danske Varer, mens de fornemme drikker Madeira og portugisisk Vin.
3die: Bonden drikker egen Sved op, mens man ved de fornemmes Gæstebud tit drikker andres op – figurlig talt.
4de: Bonden bør have nogen Fornøjelse for sit Slæb.
5te: Den velhavende Bonde er ikke drikfældig.
Hensynet til de stakkels Børn er dog vist det overvejende hos Voelker. De betlende Børns Antal paa Landet var meget stort. Voelker er den sande Børneven, som ser, at den “Liderlighed”, der affødes af Lediggang, maa bekæmpes fra første Begyndelse; Ondet maa angribes ved sin Rod; og Voelker véd, hvordan det skal gøres: Børnene skal optages af nyttig Beskæftigelse tidligst muligt, og hertil er Spindeskoler et fortræffeligt Middel. Saa faar de ikke Lejlighed til at drive omkring, og saa er det ikke længer nødvendigt for dem at betle. Det oplyses, at en otteaarig Pige fra Plejeanstalten, som før havde betlet, nu kunde tjene 7-8 Sk. daglig ved at spinde Hør. Et enkelt Barn har i et Aar tjent over 8 Rdl.; to har tjent 4 Rdl. 3 Mark hver. En Kone har i et halvt Aar tjent næsten 5 Rdl. – og saadan kan der nævnes Masser af Eksempler. – Den Tanke var i øvrigt nærliggende, at man efterhaanden kunde beskæftige de fattigunderstøttede delvis ved Spinding, saaledes at deres Understøttelse skulde blive en Hjælp til Selvhjælp – en helt moderne Anskuelse. Og tænk hvad det vilde betyde for gamle Fattigfolk, om de i deres Alderdom kunde faa deres Tid nyttigt optaget ved “Spinding” og “Binding”, saa de kunde fortjene en Smule Penge. Som et lysende Eksempel nævnes Krøblingen Søren Jensen i Junget, der ved sine flittige Hænder undgaar at falde det offentlige til Byrde. – Hvad om man kunde paalægge Fattiglemmerne ved Sjællands nogle og tredive Fattighuse at spinde! – – – Men indvendingerne er mange og udsøgte; kunde man overhovedet skaffe Hør nok? o.s.v.
Voelkers storstilede Plan var at oprette Spindeskoler over hele Danmark. Men “vel vidende, at fem eller seks, endog de ivrigste, udretter mindre end et stort Selskab, og at fleres fælles Hjælp giver flere Kræfter”, søgte Voelker Samraad med betydende Mænde paa Egnen, saaledes Amtmand, Kammerherre Bjelke og Byfoged Wulf i Næstved; ogsaa Købmand Misleth og flere andre indflydelsesrige Mænd toges med paa Raad, og kommer efter nogle faa Samtaler til det Resultat, at de vil stifte et Selskab med den fortræffelige patriotiske Opgave at oprette Spindeskoler. “De kendte deres Landsmænds Tænkemaade, tvivlede derfor ingenlunde paa deres Bifald og Tiltrædelse, enten man vil anse Sagen som en blot Barmhjertigheds Gerning mod den fattige Almue, eller som en Understøttelse for den arbejdsomme. – Og skønt adskillige finder noget at udsætte paa den Slags Godgørenhed, saa kan man jo ogsaa finde noget at sige om hver god Gerning, der sker af Mennesker; det bliver dog et Bevis paa Folkets godgørende Sindelag.” – De havde derfor megen Grund til at haabe, at naar Selskabet først fik nogle Skoler i gang, “mange ved at se de fattige Børn derved dragne fra Bettelstaven til Velstand, fra Lediggang til Flittighed, fra Liderlighed og uordentligt Levnet til Orden, Reenlighed og Sædelighed, skulle med Glæde aarlig udgive i det ringeste 10 eller 5 Rdl. paa eengang til den flittige Fattiges Nytte, i Stedet for at give dem skillingvis ved Døren til Dagdrivere.”
Videre hedder det: “Naar Spinderierne i Køng og Ring 1782 i de første 6 Maaneder fortjente 143 Rdl. ved en Næringsvej, som ikke var til før, og det uden at forsømme noget af alt det, de før havde at forrette; mon det da ej var, som det var regnet ned fra Himlen, foruden de andre Fordele af Skolen?”
Disse Mænd beslutter derfor straks at udsende en Indbydelse, som de lod trykke under 20. Maj 1780 og uddele. En offentlig Samling blev besluttet og i Forvejen bekendtgjort i Aviserne. Mødet blev holdt i Amtmand Bjelkes Gaard d. 20de Juli 1780, og fra denne Dag regnes SelskabetsBestaaen, og det faar Navnet “Nestveds Patriotiske Selskab”. Selskabets første – og for resten eneste – Formand blev Kammerherre Bjelke, og Selskabet vælger Voelker til Skoleinspektør.
Allerede i det første Møde tilkendegiver Hr. Petersen, paa Engelholm, at han er i Begreb med at oprette en Spindeskole i Baarse. Petersen bliver Selskabets ordentlige Æresmedlem.
Fra denne Samling til næstfølgende gør Selskabet sig Umage for at bekendtgøre sin Plan; bl.a. underrettes det kgl. Landhusholdningsselskab, hvis Bistand man udbad sig. – 2. Samling holdes 30. Oktober s.A., og her fremlægges Udkast til Love, som vedtages. I Paragraf 1 hedder det: “Enhver god Mand og Patriot antages til Medlem i Selskabet. Man gør sig og en Fornøjelse af at have Fruentimmer til Medlemmer!” – en storstilet Gestus i hine Tider, hvor Kvinders Deltagelse i offentligt Liv var noget ret ualmindeligt. – I Lovene fastsættes Kontingentet, som er højt, naar man tager de datidige Forhold i Betragtning.
Medlemmerne inddeles i fire Kategorier:
1. Ordentlige Medlemmer, som betaler 5 eller 50 Rdl. aarlig.
2. Overordentlige Medlemmer, som betaler 10 eller 100 Rdl.
3. Ordentlige Æresmedlemmer, der inden for et Aar skal planlægge og opføre en Spindeskole paa deres Gods eller hvor Selskabet bestemmer; – og endelig
4. Overordentlige Æresmedlemmer, der for egne Midler skal opføre og i alle Maader bekoste og drive en eller flere Skoler.
Dette var i Sandhed et filantropisk Foretagende i Ordets egentlige Forstand. Medlemmerne er da ogsaa lutter Godsbesiddere, rige Købmænd og andre fornemme Folk; selv Medlemmer af Kongehuset indmelder sig. Selskabets Opgave var, som flere Gange nævnt, at oprette Spindeskoler med Rybergs Skole i Køng som værdigt Forbillede.
Hvad var da saa egentlig en Spindeskole? Ja, de efterhaanden indhøstede Erfaringer fører til en vis Ensartethed i saavel Spindeskolernes ydre Struktur som i deres indre Virksomhed. Spindestuen skulde være paa 5-6 Fag, 12-14 Alen høj – “for den megen Qualm af Lamper og af Børnene -” ; 8-10 Alen bred, og den skulde have Flisegulv eller Trægulv (i Stedet for det almindelige Lergulv); det var for at Rokkene skunde staa fast. Vinduerne skulde være høje og forsynede med Trækruder. – Inventaret var 39-40 Rokke og lige saa mange Skamler til Børnene; 3-4 Haspe, 1 Vægt med Lodder, 2 Reoler, 2 Borde, Værktøj og Olie, 3-4 Lamper og 3-4 Lygter til Børnenes Brug, naar de skulde hjem.
Der skulde være et Sengekammer med Sengested til Læremoderen, samt Køkken og Spisekammer. I Gaarden skulde være et Vandhus til Børnenes Brug. (Ved Taksation af Næstved Spindeskole, som laa i Pølsestræde, findes opført et Halmhus).
En saadan Skolebygning kunde opføres for 3-600 Rdl.; nysnævnte i Næstved, der nævnes som en “skøn rummelig Skole”, er takseret til 740 Rdl.
Læremoderen skulde være et uberygtet Fruentimmer, og der gaves Instrukser m.H.t. hendes Kvalifikationer og den Maade, hvorpaa hun skulde omgaas Børnene. Hendes Løn var ansat saaledes: 16 Rd. 4 Mk. – Kostpenge 1 Rd. maanedlig; 2 Td. Rug og 2 Td. Byg – omregnet til 8-9 Rd. Sengeleje 4 Rd., tilsammen 41-42 Rd. Ildebrændselet, der skulle leveres til Skolens og Læermoderens Brug, var 6 Favne Brænde og 30-36 Tdr. Tørv. – Skoleinspektøren skulde jævnlig tilse Skolerne, og han forestod Indkøb af Hør og andet Materiale, som leveredes af Selskabet. Børnene kunde begynde Skolegangen, naar de var 4 Aar, og de fik Spindeløn for det Garn, de spandt. Til at begynde med spandt de Blaar for at opnaa Øvelse.
Jeg skal kort anføre, hvor saadanne Skoler oprettedes: Køng og Ring var allerede oprettet. Petersen, Engelsholm, opretter 1780 en Spindeskole i Baarse. En Plan om at opføre en Spindeskole i Vester Egesborg eller i Snesere kom derimod ikke til Udførelse. – Samme Aar planlægges Skoler i Tudse og Kundby, og disse Skoler bliver til Virkelighed og har god Fremgang. 1781 oprettes Spindeskolen i Næstved. En “sand Menneskeven, som ej vil være bekendt”, skriver Mangor, skænker 1782 1500 Rd. til Opførelse af 3 Skoler i Vordingborg, Næstved og Ringsted. – Endvidere oprettes efterhaanden Skoler i Egeslevmagle, Rye, Nørre Jernløse og Haslev, samt endelig i Braaby og Vester Egede. – Den “sande Menneskeven” er antagelig Niels Ryberg i Køng.
Til at begynde med var Selskabets Økonomi god. Regnskabet for 1781-82 viser en Indtægt af Indskud paa 2090 Rd., og en Udgift paa 978 Rd. 2 Mk. 11 1/2 Sk. Men efterhaanden bliver det vanskeligere, og i ca. en Snes Aar understøttes Selskabet med mindre Tilskud af Regeringen.
Almindeligvis saa Almuen med megen Velvilje paa Spindeskolerne, og flere Steder har Interessen vistnok været stor. Voelker maatte dog mæmpe med megen Modgang og mange Vanskeligheder. Det er nok ikke saa nemt at faa listet ind i Folks Bevidsthed, at det opdragende Moment er af lige saa stor, eller større, Værdi som det pekuniære Udbytte, som de smaa kunde opnaa ved deres Flid.
Der er ogsaa Vanskeligheder ved selve Undervisningen. “De hele Dage kommer Børnene ej før Kl. 7-8 og de halve om Middagen Kl. 1-2, og er der saa knap 3-4 Timer. Der spindes ej ved Lys længer end fra Mikkelsdag til Paaske, og i denne Tid maa Børnene gaa tidlig bort om Aftenen, dels for den lange skidne Vej, dels fordi de fattige, ørkesløse Forældre ej brænde Lys om Aftenen, gaar derfor tidlig i Seng, og saa skal Børnene med.”
En Vanskelighed var det ogsaa at Børnene maatte forsømme Skolen, naar Forældrene skulde “af By”, og de større derfor maatte passe de smaa Søskende. Det foreslaas da for ramme Alvor, at slige Forsømmelser skulde modvirkes derved, at de smaa, som er et Aar og fravænnet, skulde medtages paa Skolen; man skulde da søge Udvej for at give de lidt større Børn, som skulde tage Vare paa de smaa, samtidig med at de passede deres Arbejde, nogen varm Spise, f.Eks. varme kogte Kartofler, der var en sund og billig Ret; maaske kunde det medvirke til, at Hjemmene saa ogsaa vilde begynde at bruge denne nyttige Frugt.
– Denne lille Skildring giver et Billede af, hvilken uhyre Nøjsomhed og Simpelhed i Levemaade, der dengang var raadende; hvilken yderlig Fattigdom, Smaafolk i de Tider taalte uden at kny.
Lad mig til sidst paapige, at det værdifulde i disse Bestræbelser laa ikke blot i det filantropiske, men tillige i høj Grad i det pædagogiske. Det kræves nemlig af Børnene, at de skal dele deres Tid og deres Flid ligelig mellem Læsning og Spinding, for saa vidt de ikke kan møde med en Attest fra Sognepræsten, der sikrer, at de allerede har lært at læse og kender deres kristelige Børnelærdom.
Mangor skriver til Slut: “O! at Iveren ikke maatte kølnes, fordi Selskabet endnu ej har Kræfter til at hjælpe hele Landet til fuld Overbevisning om det store Gode i Linnedfabrikker.”
I 1809 maa Selskabet opløses. Interessen for Skolerne er efterhaanden dalet; den stadige Skolegang og den lange Vej har vel trættet baade Forældrene og Børnene. Men Interessen for Høravlen og Hjemmeforarbejdningen af Linnedvarer var i den Grad gaaet ind i Folk, at Høravlen og Hørberedningen gennem mange Aar var et lige saa selvfølgeligt Arbejde paa Gaardene som Høhøst, Kornhøst og Tørveskæring. – Hørspinding blev dog aldrig almindelig i Hjemmene.
Selskabets Midler blev saa uddelt til forskellige trængende Institutioner. – Et særegent lille Kapitel i vort Lands Historie har fundet sin Afslutning.
Selskabets første Skoleinspektør, Christian Voelker, døde 10 Aar senere, 1819, og begravedes paa Køng Kirkegaard. – Det har muligt undret besøgende paa Kirkegaarden, at Voelkers og hans Hustrus Grave fandtes i en bred Niche i selve Kirkegaardsmuren, saa dyb, at de faktisk var begravede udenfor Kirkegaarden. Folk paa Egnen vil vide, at dette skulde have sin Forklaring i, at Voelker var af jødisk Herkomst og derfor ikke maatte eller ikke vilde begraves paa en kristen Kirkegaard. Man har saa søgt dette naive Kompromis; et Kompromis, der synes at skulle følge ham. Sagen er den, at Kirkegaardsmuren ved Udvidelse af Køng Kirkegaard i nyeste Tid er flyttet et Stykke mod Øst. Voelker ligger altsaa nu midt i Kirkegaarden. Men – man har flyttet hans og hans Hustrus Gravminder med Muren og indmuret Tavlerne i denne!