Sommerudstilling 2026

Sommerudstilling 2026 på Køng Museum med Susanne Nielsen. 

Susanne Nielsen har broderet tekster på 36 håndklæder ud fra gamle breve og andre dokumenter fra hendes mor. Der er en række billeder både fra Susannes familie og fra Køngs omegn.

Susanne Nielsen holdt foredrag om hendes udstilling.

I foredraget fortalte Susanne om værket, der var undervejs i 15 år. Det består af tre spor: uddrag af breve skrevet af min mor i 1950´erne omhandlende hendes mange opgaver som ung landhusmor. En billedsamling digitaliseret og trykt i stort format på en række håndklæder og endelig et indblik i, hvordan 1700-tallets landboreformer prægede Tommestrup på Stevns. Foredraget består ligeledes af tre spor, men her behandles landboreformerne mere alment og lokale forhold fra Køng inddrages. Bortsalg af krongods var netop det, der muliggjorde, at Køng blev et tekstilindustrielt eventyr.

Vi har fået lov at vise en video optaget på Hørvævsmuseet, hvor Susanne Nielsen fortæller om sin udstilling.

Klik på dette link: www.vimeo.com/957544157

36 håndklæder – fragmenter af en landbokultur

Tekstiludstilling af Susanne Nielsen

 

 

Udstillingen er en broderet fortælling om de store forandringer, der er sket i landbokulturen gennem 200 år.

En sjællandsk landsbyhistorie udfoldes ved hjælp af gamle bykort samt tekster om landsbyens udskiftning, der fandt sted i 1796.

En samling breve, skrevet i 1950´erne af kunstnerens mor, fortæller i detaljer om landhusmoderens arbejde. De udvalgte, broderede citater fra brevene omhandler slagtning, høst, roelugning, storvask, etablering af frysehus og meget mere.

Desuden er en række familiebilleder fra perioden 1903-2001 trykt i stort format på en del af håndklæderne.

De enkelte håndklæder repræsenterer en mangfoldighed af vævebindinger, kvaliteter og navnemærkninger. Fra ubrugte håndklæder til helt tyndslidte og hullede. Til sammen udgør de en underliggende fortælling i værket.

 

36 håndklæder – fragmenter af en landbokultur, dokumenterer en forsvunden kultur, men er samtidig et værk, hvor den enkelte kan spejle sine egne erindringer.

 

I denne opsætning indgår bidrag fra Køng Museum, Køng Sognearkiv samt private udlån.

 

Susanne Nielsen er uddannet væver fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding i 1983 samt hos væverne Jette Nevers og Anne Marie Egemose.

Hun har deltaget i en lang række udstillinger i ind- og udland, siden hun debuterede på Kunstnernes Sommerudstilling i 1986. Susanne Nielsen har senest deltaget på Textile Miniature 2026 på Galeria Umelka i Bratislava, Slovakiet.

Farmors hovedpudebetræk

Af Susanne Nielsen, væver

De sidste par år min farmor levede, sov hun nede i stuen, der var tæt pakket med møbler, så man måtte kante sig rundt. I sengen lå en hovedpude, hvis betræk var syet i engelsk broderi med en lidt for tyk tråd. Broderiet var ikke syet af farmor, og det var næppe syet af hendes kusine Marie fra Moseby på Falster. Marie var meget dygtig til at brodere, farmor kunne knap holde på en nål. Skulle hun sy noget eller foretage en reparation, rimpede hun stoffet nødtørftigt sammen.

Det særlige ved hovedpudebetrækket – faktisk var der to – var, at de overlevede en gårdbrand i Idestrup som det eneste. Farmor var gået ind i det røgfyldte, brændende stuehus, og så havde hun taget disse to pudebetræk og var gået eller løbet ud igen. Kort efter var stråtaget styrtet ned i et vanvittigt bål, og alt var flammer, gnister og røg, der kunne ses over hele Falster og til Østlolland. Først længe efter blev årsagen til branden opklaret. Farmor og farfars karl var pyroman. Pudebetrækkene lå mange år i en skuffe. Jeg gætter på, at farmor jævnligt trak skuffen ud, blev overvældet af fortid og traumatiske minder, hvorefter hun lukkede skuffen igen. Men de sidste år, hun levede, fandt hun betrækkene frem igen for at bruge dem. Hver aften lagde hun sit hoved på et stykke stof, der var fra tiden før branden. Hendes liv var delt i to; tiden før branden og tiden efter branden. Hvad skete der, når hun lagde hovedet på broderiet? Var det tiden før branden, der viste sig igen, eller var det den forfærdelige sommeraften, hvor gården på et par timer blev forvandlet til en rygende ruinhob? Hørte hun igen grisene i stalden skrige, da de blev flammernes bytte? Stod hun i natkjole afmægtig med børnenes hænder i sine? Og når hun faldt i søvn, hvilke drømme fremkaldte det broderede stof? De sidste år hun levede, talte hun oftere og oftere om branden. Som om historien ikke kun lå gemt i farmor, men også i broderiets tråde. At broderiet genoplivede traumerne.

Mor kunne godt have set de to pudebetræk og tænkt, at det var noget for mig. Men dengang så jeg noget andet. Når jeg besøgte farmor, så jeg det gulnede, nussede og fedtede hovedpudebetræk i hendes seng i stuen. Jeg så broderiet, der ikke var særlig fint udført. Så hvorfor egentlig gemme på det? I dag ville jeg se den traumatiske historie med branden der intet efterlod – kun disse to pudebetræk som farmor var gået ind i det brændende hus for at tage med ud. Jeg ville se den lavine af begivenheder, som branden medførte for familien. Jeg ville se den historie, som vi stadig fortæller hinanden 100 år efter. Jeg ville først og fremmest se, at tekstilet kan være noget andet, end det giver sig ud for. At den egentlige historie ikke er synlig for det blotte øje. At historien må fortælles for at blive synlig i tekstilet. Først der ville de gulnede pudebetræk få en værdi. Tung og skæbnesvanger. Og selv om de ikke eksisterer længere, så eksisterer de alligevel, fordi jeg har fortalt historien.

Min farmor, Dagmar Nielsen, fotograferet omkring 1910. Hun flyttede på plejehjem som 92-årig.

Detalje vises herunder fra de udstillede broderede 36 håndklæder. Foto: Susanne Nielsen

 

           

 

Langt hen ad vejen havde hun bestemt, hvem der skulle have hendes indbo. Møbler, porcelæn, billeder. Da min far og hans søstre havde delt indboet, var der stadig ting tilbage. Ting der ikke blev regnet for noget. Min mor gik en runde i huset, fandt noget som hun mente interesserede mig. Blandt andet et gammelt, hullet og slidt hørlagen, der havde ligget i bunden af farmors seng. Jeg klippede det slidte bort og fik øje på stoffets skønhed. Blev jeg også tilbudt de to pudebetræk? Jeg tror det, men jeg er ikke helt sikker. Erindringen kan skabe nogle små forskydninger, og jeg tror, den gør det her.